Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Forside   Tilmelding   Postarkiv   Forum   Kalender   Søg
MhonArc Dato: [Date Prev] [Kronologisk oversigt] [Date Next]   Tråd: [Date Prev] [Oversigt tråde] [Date Next]   MhonArc
 

Pressemeddelelse fra SSLUG (Skåne Sjælland Linux User Group)



SSLUG: Tid til at opgradere det gamle styresystem?

Hvis du går med tanker om at opgradere dit nuværende operativsystem, burde du 
måske overveje at prøve et moderne operativsystem, som er klippestabilt og 
sikkert mod virus og spyware. Operativsystemet tilbyder ikke kun én 
brugervenlig grafisk brugerflade, der tilbydes faktisk flere forskellige 
moderne, brugervenlige 'skrivebordsmiljøer', at vælge mellem efter smag og 
behov. 3D-skrivebordseffekter, skrivebordssøgning og skrivebordswidgets har 
allerede været til rådighed meget længe på denne platform.

Det lyder dyrt, men det kan downloades ganske gratis og fuldstændig lovligt. 
Opgradering af hardware er ikke nødvendigt. Hele herligheden kan køre hurtigt 
og glat på din nuværende computer. En dyr kontorpakke behøver du heller ikke 
investere i. OpenOffice.org følger med. Den anvender som standard den åbne, 
ISO-certificerede dokumentstandard Open Document Format (ODF), men det 
lukkede Microsoft Word-format er også understøttet.

Aktiveringskoder skal du ikke bekymre dig om. Det anvendes ikke. Du kan 
installere systemet ligeså mange gange på ligeså mange computere du har lyst 
til, uden at behøve at ringe til leverandøren og bede om tilladelse. Der er 
ikke indbygget nogen former for digitale restriktioner, på hvad brugeren kan 
og må. Du kan endda kopiere det helt legalt og dele det med venner og 
bekendte. Her er nemlig tale om Fri og Open Source Software (FOSS), som 
sikrer dig frihed til at bruge softwaren, til det du har lyst til. Du har 
frihed til at finde ud af, hvordan softwaren virker, og hvad den gør og ikke 
gør, da kildekoden er offentligt tilgængelig. Du må videredistribuere 
softwaren, og du må endda ændre og forbedre den og offentliggøre dine 
ændringer.

Styresystemet der omtales, er naturligvis Linux. Det anvendes allerede af 
mange millioner mennesker og virksomheder verden over. Prøv Ubuntu, Mandriva, 
openSUSE eller et af de flere hundrede andre operativsystemer baseret på 
Linux-kernen (Linux-distributioner), fra en mangfoldighed af konkurrerende 
distributører, såvel kommercielle (Novell, Red Hat, m.fl.) som 
community-baserede non-profit-projekter.

Inden du installerer Linux, kan du se det an ved at starte det op fra en 
såkaldt live-CD. Du kan endvidere sagtens have Linux på samme computer som 
andre operativsystemer, f.eks. Windows, i såkaldt 'dual boot'.

Får du brug for hjælp, er der masser af webfora, nyhedsgrupper og IRC-kanaler 
hvor Linux-brugere hellere end gerne vil være behjælpelige med råd og 
vejledning på dansk.

Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) er en Linux-brugergruppe med omkring 
5.000 medlemmer. SSLUG's formål er at udbrede kendskabet til og brugen af det 
frie styresystem Linux. Linux er i dag et af
verdens hurtigst voksende styresystemer. SSLUG's hjemmeside kan findes på: 
http://www.sslug.dk/


 
Forside   Tilmelding   Postarkiv   Oversigt   Kalender   Søg

 
 
Henvendelse vedrørende websiderne til <www_admin>. Senest ændret 2007-02-01, klokken 02:02
Denne side vedligeholdes af MHonArc .