Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Forside   Tilmelding   Postarkiv   Forum   Kalender   Søg
MhonArc Dato: [Date Prev] [Kronologisk oversigt] [Date Next]   Tråd: [Date Prev] [Oversigt tråde] [Date Next]   MhonArc
 

Åbent brev til Regering og Folketinget om softwarepatent-direktivet



Åbent brev til:


   Folketinget
   Att: EU-Udvalget

   Regeringen
   Att: Miljøministeren

   Christiansborg
   1240 København K

                                                  København, 2004-12-19

Opfordring til Regeringen og Folketinget vedrørende
direktivforslaget om patentering af software

I anledning af

* at det hollandske formandsskab giver modstridige oplysninger om
hvorvidt det er Rådet for Miljø eller Rådet for Landbrug og fiskeri som skal
godkende den politiske fælles holdning om patenter på software som der blev
stemt om i Rådet for Konkurrenceevne den 18. maj 2004 [1].

* at De Faste Repræsentanters Komité, 1. afdeling (Coreper I) 15.
december 2004 godkendte en foreløblig dagsorden hvor softwarepatent-direktivet
vil blive vedtaget som A-punkt (uden afstemmning) på Rådsmøde 20.-21. december 2004 [2].

* at Ministerrådets begrundelser er faktuelt forkerte, f.eks.
påstanden om at flere af parlamentets forslag strider imod TRIPs-aftalen [3,4],

* at Polen den 17. november 2004 trak sin støtte til Rådets
direktivforslag fra den 18. maj 2004 tilbage [5],

* at den kvalificerede majoritet som blev opnået i Rådets afstemning
den 18. maj 2004 ikke længere er demokratisk gyldig pga. de nye
stemmevægte, som er trådt i kraft fra 1. november 2004 [6],

* det hollandske parlament den 1. juli 2004 stemte med 3/4's flertal for
at tilbagetrække Hollands støtte for Rådets direktivforslag fra 18. maj 2004,
idet det konkluderede at det var en misrepræsentation at kalde det
et kompromis [7]

* at det konservative tyske parti CDU/CSU den 19. oktober 2004
opfordrede den tyske Bundestag til at udarbejde et nyt
direktivforslag, der udgjorde et reelt kompromis med EU parlamentet [8]

* at flertallet i Folketingets EU-udvalg valgte at støtte det tyske
forslag der definerede centrale begreber i direktivteksten, og som
blev slettet umiddelbart før afstemningen på ministerrådsmødet for
konkurrenceevne den 18. maj 2004 [9]


Underskriverne af dette brev opfordrer derfor Regeringen til:

* at sørge for at direktivforslaget om softwarepatenter bliver
diskuteret på ministerrådsmødet for konkurrenceevne, og at der
holdes afstemning om forslaget som et B-punkt,

* at forkaste forslaget, hvis det ikke har flertal i Folketinget,
med det formål at forstærke det europæiske demokrati ved at
involvere Folketinget i beslutningsprocessen.


Underskriverne af dette brev ønsker at Folketinget

* skaber klarhed om, i hvilken udstrækning direktivforslaget
  indskrænker, udvider eller udgør status quo i forhold til
  ikke kun patentloven som sådan, men også i forhold til EPOs
  fortolkning af denne. F.eks. igennem en afprøvning af
  patenteksempler taget fra EPOs nuværende praksis med patenter
  på tekstbehandling, stavekontrol, financielle beregninger m.m.

* sikrer at der skabes en meningsfuld afgrænsning af muligheden for
  patentering af hvad der alene udgør software, således at man ikke
  kan krænke patenter ved alene at køre software på en datamaskine.
  Artikel 2.a og 5.1 i Rådets direktivforslag skaber ikke en
  meningsfuld afgrænsning.

* sikrer at interoperabilitet ikke hæmmes ved at patentlicenser
  udgør en forudsætning for at implementere, bruge, distribuere og
  videredistribuere software, der anvender standarder. Betragtningen
  vedrørende "dominerende leverandør [der] nægter at give tilladelse
  til anvendelse af en patenteret teknik" i Rådets direktivforslag
  er utilstrækkelig.

* sikrer at forretningsmetoder, videnskabelige teorier og
  matematiske metoder/algoritmer m.m. forbliver uden for det
  patenterbare område, også når disse er implementeret på en
  datamaskine. Artikel 2.b i Rådets direktivforslag forhindrer ikke
  disse ikke-opfindelser i at have et "teknisk bidrag" når de
  er implementeret på en datamaskine, og kræver direkte at
  forretningsmetoder skal kunne patenteres når de har såkaldte
  "yderligere tekniske effekter".

* sikrer at information omkring algoritmer frit kan distribueres i
  enhver form, også som kildekode, uden at dette kan udgøre en
  patentkrænkelse. Artikel 5.2 i Rådets direktivforslag gør det
  til en patentkrænkelse at distribuere f.eks. kildekode, hvis
  programmet krænker patenter når det køres.

* sikrer at der skabes et meningsfuldt kompromisforslag, der også
  indeholder væsentlige punkter i Europaparlamentets direktivforslag
  fra dets førstebehandling 24. september 2003 (f.eks ændringsforslag
  36, 72, 76, 107, 108, 111 og 119).


Underskrifter:

SSLUG
Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) er en Linux-brugergruppe med
5.500 medlemmer. SSLUG's formål er at udbrede kendskabet til og
brugen af det frie styresystem Linux. Linux er i dag et af verdens
hurtigst voksende styresystemer. SSLUG's hjemmeside kan findes på:
http://www.sslug.dk/

Digital Forbruger Danmark
Digital Forbruger Danmark er en forening, der arbejder for at vi som
forbrugere som minimum bevarer vores rettigheder, i takt med at vores
liv og forbrug bliver mere digitaliseret.
Igennem oplysning, dialog og debat vil vi søge at give forbrugere og
beslutningstagere den nødvendige forståelse og indsigt i konsekvenserne
af den tiltagende regulering og rettighedskrænkelser inden for det
digitale samfund.
http://www.digitalforbruger.dk/

IT-politisk forening
IT-politisk forening er et forum skabt med henblik på at skabe debat
og opmærksomhed omkring samfundsmæssige, IT-relaterede spørgsmål.
http://itpol.dk

KLID
Kommercielle Linux-interessenter I Danmark
http://klid.dk
Kontaktperson: Keld Simonsen sslug@sslug

DKUUG
Dansk Unix-system Bruger Gruppe
http://www.dkuug.dk

PROSA
Forbundet af IT-professionelle
http://www.prosa.dk
Kontaktperson: Peter Ussing sslug@sslug


Referencer:
[1] http://kwiki.ffii.org/Cons041217aEn
[2] http://register.consilium.eu.int/pdf/dk/04/st15/st15967.da04.pdf
[3] http://kwiki.ffii.org/Cons041203En
[4] http://register.consilium.eu.int/pdf/dk/04/st11/st11979-ad01.da04.pdf
[5] http://kwiki.ffii.org/PolandDoesNotSupportCouncilVersionEn
[6] http://www.nosoftwarepatents.com/docs/041101qm.pdf
[7] http://www.nosoftwarepatents.com/docs/(EN)1503941.pdf
[8] http://kwiki.ffii.org/NlMot040701En
[9] http://wiki.ael.be/index.php/V003.ogg


 
Forside   Tilmelding   Postarkiv   Oversigt   Kalender   Søg

 
 
Henvendelse vedrørende websiderne til <www_admin>. Senest ændret 2005-09-06, klokken 07:06
Denne side vedligeholdes af MHonArc .