Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Forside   Tilmelding   Postarkiv   Forum   Kalender   Søg
MhonArc Dato: [Date Prev] [Kronologisk oversigt] [Date Next]   Tråd: [Date Prev] [Oversigt tråde] [Date Next]   MhonArc
 

SSLUG byder åbne digitale underskrifter velkomen



PRESSEMEDDELELSE
2003-02-13

SSLUG er meget tilfreds med at Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling har tildelt opgaven at udbrede
digitale underskrifter i Danmark til en leverandør der
arbejder ud fra åbne standarder og vil udgive software til
at anskaffe en digital underskrift som Open Source.

TDC, der vandt udbuddet om digitale underskrifter til
borgerne i Danmark, har i en pressemeddelelse den 7. februar
2003 annonceret at:

 * TDC's løsning overholder eksisterende åbne standarder for
   digitale underskrifter.

 * TDC sørger for at man ikke er afhængig af at være kunde
   hos en bestemt styresystemleverandør, for at kunne
   anskaffe sig et certifikat til digital underskrift.

 * TDC udgiver software til at anskaffe en digital
   underskrift som Open Source.

Det betyder at der kan komme til at være en fair og lige
konkurrence om at levere software der bruger digitale
underskrifter til kommunikation mellem borgere og
myndigheder.

Vi håber at det offentlige har tænkt sig at forsætte
initiativet, ved at sørge for at alle relevante tjenester
også officielt er tilgængelige for folk der har valgt at
være kunder hos andre softwareleverandører end Microsoft.

Vi er glade for at TDC allerede har taget initiativ til et
samarbejde med SSLUG om at videreudvikle SSLUG's software
til at anskaffe en digital underskrift, så SSLUG's software
også kommer til at fungere med TDC's certifikatudstedelsessystem.

SSLUG forventer den udviklede software også kan bruges til
OS/2, MacOS og andre styresystemer.

Med henblik på at høre nærmere om aftalevilkårene for
statens aftale med TDC, samt mulige fremgangsmåder og
løsningsmodeller for en open source variant af den digitale
signatur, vil der blive holdt møder mellem de berørte parter
meget hurtigt.

SSLUG har arrangeret et foredrag om digitale underskrifter
den 8. april 2003 kl 19:00 til 22:00 i Symbion, hvor Peter
Lind Damkjær fra TDC vil være taler.  Mødet er af teknisk
karakter og henvender sig primært til Open Source-udviklere.

Det er vores håb og forventning at TDC også i fremtiden vil
arbejde udfra et princip om at give alle brugere lige
muligheder, uanset valg af styresystem.  SSLUG's primære mål
er at sikre at linux-brugere har adgang til at bruge
digitale underskrifter.

På bestyrelsens vegne


SSLUG:
    Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) er en
    linux-brugergruppe med over 6.000 medlemmer.
    SSLUG's formål er at udbrede kendskabet til og
    brugen af det frie styresystem Linux. Linux er
    i dag et af verdens hurtigst voksende
    styresystemer. SSLUG's hjemmeside kan findes på:
    http://www.sslug.dk/

For yderligere information:
    Mads Bondo Dydensborg, Tlf: +45 33 26 12 04, <sslug@sslug>

Henvisninger:
    SSLUG's bog om digitale underskrifter på Linux:
    http://www.sslug.dk/linuxbog/signatur/bog/

    Oplysninger om foredraget om digitale underskrifter:
    http://www.sslug.dk/moede/hygge/2003-04-08/

    TDC's pressemeddelelse:
    http://dansk.tdc.dk/Presse/Meddelelser/2003_02_februar/030207tdcs_digitale_signatur_og_open_source.asp?ComponentID=22522

    Offentlig Information Onlines materiale om digitale
    underskrifter:
    http://www.oio.dk/OCES


 
Forside   Tilmelding   Postarkiv   Oversigt   Kalender   Søg

 
 
Henvendelse vedrørende websiderne til <www_admin>. Senest ændret 2005-09-06, klokken 07:06
Denne side vedligeholdes af MHonArc .