Skåne Sjælland Linux User Group - http://www.sslug.dk Forside   Tilmelding   Postarkiv   Oversigt   Kalender   Søg
 

Patentering af computerprogrammer

Juridisk speciale kandidatafhandling (uden bilag) fra Aarhus Universitet - skrevet af Kristian Beyer <kb-dc@12move.dk>


Indhold:

1. Indledning

2. Det amerikanske patentsystem
2.1 Amerikansk patentbeskyttelse af software
2.2 Amerikansk retspraksis
2.2.1 Den matematiske algoritme
2.2.2 De første programrelaterede afgørelser
2.2.3 Algoritmens anvendelse
2.2.4 Kravsproget
2.2.5 Patentering af struktur
2.2.6 Der er "printed matter" bag det hele
2.3 Amerikanske Guidelines
2.4 Delkonklusion

3. Det europæiske patentsystem
3.1 Patenter i EU
3.2 Reglerne
3.3 Europæisk praksis
3.3.1 Algoritmen
3.3.2 Computerprogrammer, som sådan
3.3.3 Mix-opfindelser
3.3.4 De seneste sager
3.4 EPO Guidelines
3.5 Grønbog om patenter
3.6 Delkonklusion

4. Det danske patentsystem
4.1 Reglerne
4.2 Dansk Praksis
4.2.1 De tidlige sager, analysen af computerprogrammet
4.2.1.1 Point of novelty vs kerneteori
4.2.2 Algoritmekravet
4.2.3 Kravsprog
4.2.4 Omfanget af forbuddet i Ptl. §1, stk 2, nr. 3
4.3 Danske retningslinier
4.4 Delkonklusion

5. Undersøgelsen af kendt teknik
5.1 GATT TRIPPS Art. 27

6. Ækvivalenslæren



7. Grænsen mellem patentretten og ophavsretten
på området for computer programmer
7.1 Patenters indflydelse på ophavsretten

8. Hvem patenterer hvad?

9. Konklusion og afsluttende bemærkninger

Litteraturfortegnelse

Forkortelser

Bilag 1: Diagram 1
Bilag 2: Diagram 2
Bilag 3: Spørgsmål fra Grønbog om EF-patentet
Bilag 4: Comptons-patent
Bilag 5: Computerspil-patent
Bilag 6: Lotus-patent
Bilag 7: Corel-patent
Bilag 8: Beauregard-patent
Bilag 9: Virksomheder
Bilag 10: Nationaliteter
Bilag 11: Typer


Domme og administrativ praksis er opdateret til 1.1.98


Forsidefoto: Charles Babbage´s "Difference Engine", verdens første computer.

Afsnit 1 : Indledning:


Opgaven har til formål at gennemgå udviklingen på området for patentering af computerprogram-mer. Min tilgang til patentering af computerprogrammer var i begyndelsen rent ophavsretlig. Det var med denne baggrund, jeg blev interesseret i at finde ud af, hvad der berettigede et patent på noget, som efter manges mening allerede var beskyttet af ophavsretten.

Groft skitseret kan man sige, at hvis man har opfundet noget, som er nyt, nyttigt, reproducerbart og muligt at udnytte industrielt, kan man få patent på denne opfindelse. I alle retssystemer er der dog undtagelser til denne generelle regel. Disse undtagelser er begrundet i afvejningen af på den ene side ønsket om at beskytte opfinderne og på den anden side ønsket om et innovativt miljø, som ikke kvæles af monopoler. En af disse undtagelser, der i dansk og Europæisk ret har udmøntet sig i et direkte forbud, er afvisningen af at patentere computerprogrammer som sådan. Selvom man kunne håbe, at en så udtrykkelig regel ville skabe en klar og fast retstilstand, har dette ikke været tilfældet. Konstant har rammerne for dette forbud været prøvet, og retsopfattelsen på området har været tilsvarende svævende. Med indførelsen af reglerne i ophavsretten, som beskytter computerprogram-mer på en særegen vis, ventede man, at spørgsmålet om beskyttelsen var afgjort. Ikke desto mindre har ophavsretten og patentretten fungeret side om side, og man har endda set den stærke pa-tentretlige eneret vinde mere frem. Denne opgave har til formål at afdække omfanget af forbuddet i Patentlovens (Ptl.) §1, stk. 2, nr.3. For at finde omfanget af Ptl. §1, stk.2, nr.3 er det nødvendigt både at afgrænse paragraffen i forhold til ophavsrettens regler om beskyttelse af computerprogram-mer og at fastslå hvilket område, der er dækket af et meddelt patent.
Desuden vil patentbeskyttelsen af computerprogrammer blive sammenlignet med det område, som ophavsretten har til formål at dække for at se, om de to systemer kolliderer eller kan sameksistere. Området for patentering af computerprogrammer vil blive belyst af en gennemgang af regler og prak-sis fra henholdsvis det amerikanske, europæiske og danske retssystem. Gennemgangen vil vise de sammenfald og forskelle, der er i de tre systemer, og desuden den udvikling området har været igennem.

Hvad er et computerprogram?

Computermediet har altid været delt op i to hovedområder: Hardware og software. Disse termer er ikke danske, men de bruges, som var de danske ord. Hardware er de faste dele, som udgør compu-terens grundstamme eller rygrad. Man kunne også sige, at hardware er de elementer, som ikke kan udskiftes eller substitueres med software. Software, eller computerprogrammet, er computerens DNA, som definerer dens funktionalitet. I computerens barndom var der en væsentlig overvægt af hardware i forhold til software. På dette tidspunkt var softwaren en enkel ordre til hardwaren, f.eks. "hvad er 7x6?". Selvom computerprogrammer i dag er uendeligt meget mere komplicerede, er der dog stadig tale om, at der gives maskinen nogle parametre, som den skal følge, eller som man po-pulært siger: Maskinen gør ikke noget, uden man beder den om det. En række opgaver er dog ikke længere nødvendigvis varetaget af transistorer eller faste blokke af silicium, men af flyvske elek-troniske signaler, software. Det, at software er lettere at udskifte, opdatere og billigere end de faste elementer, er et væsentligt incitament til at forsøge at få så mange af computerens opgaver varetaget af software i stedet for hardware.


Stort set alle computerretlige artikler og bøger diskuterer, hvad man skal forstå ved et computer-program. Helt grundlæggende har jeg kunnet nå frem til følgende definition, som alle nok vil kunne acceptere. Et computerprogram er et organiseret sæt instruktioner, som, når de bliver udført, får computeren til at opføre sig på en bestemt måde. Uden programmer er computeren ubrugelig.
Et computerprogram er dog i mange andre sammenhænge langt mere end de nuller og ettaller, der giver computeren dens funktionalitet. Når man ser på det værnede gode, strækker beskyttelsen sig ofte længere bagud end den kilde- eller objektkode som repræsenterer instruktionerne.

Problemet med computerprogrammer er, at de ikke bare henvender sig til én kategori af rettigheder. Et computerprogram indeholder både kunstneriske (litterære) og teknologiske elementer1. Dette be-virker, at flere regelsæt finder anvendelse på computerprogrammet. I denne opgave vil kun proble-merne på områderne for ophavsret og patentret blive behandlet.
Udgangspunktet i analysen af en relevant rettighedsbeskyttelse af computerprogrammer må nød-ven-digvis tage udgangspunkt i det, der er værdifuldt ved programmet. Det må være disse områder som er vigtigst at beskytte. Den primære værdi, som ligger i et computerprogram, stammer fra dets "op-førsel", hvad programmet gør, og hvordan det opnår denne opførsel. Dernæst er det vigtigt at fastslå, at teksten/koden er løsrevet fra programmets funktionalitet. Der er utallige (uudtømmelige) måder at nå det samme mål, opnå samme funktionalitet, når man skriver den kode, som udgør programmet. For det tredje skal det igen bemærkes, at grænsen mellem hard- og software er dynamisk; samme opgave kan varetages af hvilken som helst af de to, uden at brugeren bemærker en forskel. Man kan faktisk sige, at software er en maskine, som er konstrueret i et tekstmedium2. Det er også pro-grammets opførsel, som gør, at det adskiller sig fra de traditionelle litterære værker. En bog har in-gen opførsel. Den kan have en effekt på læseren i form af følelser eller lærdom, men den dikterer ikke en effekt. Billedet af programeringsteksten som udgørende komponenter i en maskine, syntes jeg, er yderst anvendeligt.
Ser man på software som en maskine, er det klart, at den egentlige værdi ligger i opførslen. De fleste maskiners opførsel har en nytteværdi, f.eks. en termostat eller en bilmotor, hvor nytteværdien er hen-holdsvis varmeregulering og fremdrift. Andre maskiner har slet ingen nytteværdi, f.eks. en skulptur konstrueret af mekaniske elementer. En sådan maskine har "kun" en kunstnerisk værdi. Nogle maski-ner blander disse to typer, det vil sige, at de kombinerer maskinel nytteværdi med kunstnerisk værdi. Af eksempler kan nævnes legoklodsen eller et ur med klokkespil3. Software kombinerer ofte de to typer, og det er som sagt derfor, det er svært at indplacere et sådant værk i rettighedssystemet. Problemet er ikke løst ved at placere computerprogrammer i begge systemer. Hvis man ikke er varsom, vil man komme ud for tilfælde af overlappende beskyttelse og modstridende regler.

Afsnit 2: Amerikansk patent beskyttelse af software:


Et naturligt sted at begynde gennemgangen af regler og praksis for patentering af computer-program-mer er USA. På computermarkedet har USA sat sig tungt og omfattende på den udvikling, der fore-går på både hard- og software området. USA var blandt de første til at beskæftige sig med computer-programmers patentering, og har derfor i høj grad præget resten af verdens retsopfattelse på om-rådet. Den amerikanske retstilstand vil derfor kunne ses afspejlet i både den europæiske og den dan-ske retstilstand, og den vil sætte forskelle og ligheder i et relevant perspektiv.

2.1 Den amerikanske patent system:

Det amerikanske retssystem er bygget op som et todelt system, som dels er føderalt og dels er udlagt til de enkelte stater. De amerikanske patentregler hører under det føderale regelsæt dækker derfor ensartet over de 50 stater. Alle patenter administreres centralt af  US Patent & Trademark Office (USPTO) i Arlington, Virginia. Et tilsvarende system har længe været ønsket i EU, men den konvention, som skulle gennemføre et sådant system, er i øjeblikket kun tiltrådt af 7 medlemsstater via München-konventionen. En indleveret patentansøgning behandles i USA af en sagsbehandler, og en eventuel afvisning kan appelleres til et internt "Board of appeals" svarende til en rekurs- eller remonstrationsmyndighed i det danske system. Denne afgørelse kan dernæst appelleres til dom-stolene, nærmere bestemt "Court of appeals for the federal circuit" (CAFC) og i yderste instans til "Supreme Court".

I den amerikanske forfatning siges det:
(The Congress shall have power) To promote the Progress of Science and useful Arts, by securing for limited Times to Authors and Inventors the exclusive Right to their respective Writings and discoveries.4
Dette har Kongressen efterkommet ved patentloven, Title 35 af 1952, der nærmere angiver, hvad der er patenterbart. I §101 siges det:
Whoever invents or discovers any new and useful process, machine, manufacture or composition of matter, or any new and useful improvement thereof, may obtain a patent therefor, subject to the conditions and requirements of this title.

Der er som udgangspunkt fire krav, som opfindelsen skal opfylde, disse er ikke alene fastlagt i §101, men også i §102 og §112.
1) Der skal være tale om en opfindelse, §112
2) Opfindelsen skal være ny ("new"), §101
3) Opfindelsen skal kunne karakteriseres som enten "process, machine, manufacture or composition af matter", §101
4) Opfindelsen skal opfylde et objektivt opfindelseshøjdekrav ("not obvious"), §102

Title 35 §101 er bred og generel i sin definition af, hvad der er patenterbart. Paragraffen angiver positivt, hvad der er omfattet, men giver ikke anvisninger for, hvilke opfindelser der falder udenfor. Der er altså ingen negativ afgrænsning som f.eks. i den danske patentlov.5 Højesteret (Supreme Court) har fortolket dette som: Hvis en opfindelse ikke kan passes ind i en af kategorierne nævnt i §101 er den ikke patenterbar6. Det vil sige, at en opfindelse enten skal være en proces (process), en maskine (machine), en fremstillingsmåde (manufacture), en sammensætning/blanding (composition of matter) eller en ny og anvendelig forbedring af disse. På den anden side er formuleringen af §101 så vag og elastisk, at den efterlader et stort spillerum for domstolene til at fortolke dens betydning. Dette er helt i den anglo-amerikanske tradition, hvor det ofte er lagt op til domstolene at udfylde de rammer, som er givet af lovgiver. Dette er den såkaldte case law, og den har ikke umiddelbart været en fordel på området for softwarepatenter, da det har givet betydelige uregelmæssigheder7, som gen-nemgangen af retspraksis vil vise. På patentområdet er der opstået en række dommerskabte doktri-ner, disse vil blive belyst i afsnit 2.2. Af de fire kategorier i §101 er ordene "Process, machine og manufacture" de mest interessante. Det er under en af disse betegnelser, man oftest ser et computerprogram forsøgt patenteret. Det er derfor interessant set i lyset af paragraffens generelle formulering, hvad der kan passes ind under hver enkelt kategori, og dermed i hvilket omfang et computerprogram er til at patentere

2.2 Amerikansk Retspraksis


Udviklingen i den amerikanske retspraksis på området for computer-relaterede opfindelser er præget af de forskellige indblandede  bureauer og organers forskellige og modsatrettede holdninger til com-puterprogrammers patentering. Efter 40 års mislykkede forsøg på en ensartet og vedvarende rets-tilstand er der i de senere år blevet fastlagt om end ikke en fast praksis så i hvert fald faste rammer for skønnet. De 40 år udgør det meste af computerens hidtidige levetid, og det har været meget utilfredsstillende for programudviklere, at der har været en så betydelig usikkerhed med hensyn til rettigheder over computerprogrammer. Det gælder især på området for patenter, men også ophavs-retten har savnet konsekvens og faste rammer. Selvom der ikke findes regler i USA, der svarer til undtagelsen i Ptl. §1, stk.2, nr.3, har mange af de samme overvejelser mht. patentering af computer-programmer fundet sted. Derfor kan man bruge amerikansk retspraksis til at trække nogle linier, som også er relevante i dansk ret.

2.2.1 Den matematiske algoritme:

Den første sag, der belyste den problematik, som fulgte med software, var  In Re Abrams8. Denne sag drejede sig om vurdering af gasudslip, og der blev i den forbindelse anvendt en ny metode. Sagen har ingen direkte forbindelse til computere. Disse var i deres spæde ungdom på dette tidspunkt, og de havde ikke den nytteværdi, de har i dag, og dermed var der heller ikke noget større ønske om beskyttelse af computerprogrammet. Sagen er dog alligevel interessant, fordi USPTO afviste Abrams opfindelse på baggrund af, at det eneste nye ved opfindelsen var den metode, nogle målinger blev vurderet på. USPTO skønnede, at denne proces, som udelukkende var intellektuel, skulle adskilles fra det fysiske i opfindelsen, og hvis disse "mental-steps" var det eneste nye i opfindelsen, skulle den afvises. Ved  appellen accepterede Court of Customs & Patent appeals (CCPA9) denne vurdering. "Mental-steps"-doktrinen har nære relationer til "printed-matter"-doktrinen, som vil blive forklaret nærmere i afsnit 2.2.6.
En "mental-steps"-doktrin er meget destruktiv overfor programudviklere, som søger deres softwarepatenteret. Alle computerprogrammer kan udføres af et menneske, det er selve sjælen i programmet. Alan Turing beviste i 1937, at alle den menneskelige hjernes regnefunktioner vil kunne udføres af et computerkredsløb. De regnefunktioner, som foretages af computerprogrammet, vil altid kunne udføres af et menneske. Derfor vil et computerprogram aldrig være andet end mentale trin, som kan udføres af et menneske. Med "mental-steps"-doktrinen i hånden afviste USPTO alle de tidlige anmeldelser af software-relaterede opfindelser. Afvisningen skete også med en anden begrundelse, nemlig den at nyhedsunder-søgelsen var yderst ressourcekrævende og kompliceret10.

Midt i overvejelserne om "mental steps"-doktrinen opstod der imidlertid et problem: Software-industrien begyndte at tjene penge, da computeren blev mere generelt nyttig, og dermed opstod der et ønske og et behov for at beskytte industriens produkter. Dette ønske opstod dog imidlertid kun i andet led, hos CCPA, og ikke hos ingeniørerne i USPTO, som er første led i prøvelsen af pa-tenterbarhed. Regeringen er på samme side som USPTO, og en regeringskommission anbefalede da også i en rapport fra 1966, at software blev undtaget fra patentering. Rapporten førte dog aldrig til noget faktisk tiltag af lovmæssig karakter.

2.2.2 De første computer-relaterede afgørelser:

En lang række af de amerikanske afgørelser på området for computerprogrammers patentering vedrører udeluk-kende den algoritme, som er anvendt i programmet. Et synspunkt, som har været fremført, er, at algoritmer er udtryk for basale sammenhænge, som ikke kan patenteres. Det er dog muligt at patentere en afgrænset anvendelse af algoritmen, f.eks. i en bestemt proces eller maskine.
CCPA bevæger sig i en række sager væk fra "mental-steps"-doktrinen og hen imod en grundsætning, der ser computerprogrammet som en proces i §101´s forstand, hvis det vel at mærke falder inden for det teknologiske område - "That it be in the technological arts"11. Det teknologiske område beskri-ves som det område, hvor opfindelsen har industriel anvendelse og er nyttig. Denne meget liberale holdning blev stoppet af Højesteret, da denne for første gang tog stilling til spørgsmålet om pa-tentering af software i sagen Gottschalk vs. Benson12. Her stadfæstede Højesteret USPTO´s afvis-ning (og afviste CCPA´s godkendelse) af et program, der konverterede binært kodede decimaltal til ren binær form13. Selvom det var en sejr for USPTO at få sagen for Højesteret og vinde, var det alligevel kun en halv sejr. For det første anvendte Højesteret hverken "mental-steps" eller CCPA´s nye doktrin, men konstaterede i stedet, at der var tale om et forsøg på at tage udtømmende patent på brugen af den anvendte algoritme14, hvilket var blevet afvist i lignende sager. I sagen om Morse´s forsøg på at patentere al brug af elektromagnetisme inden for området "Marking and printing intelligible characters"15 blev en udtømmende brug af algoritmen afvist. Det samme blev resultatet af Bells forsøg på at udvide området for telefonens anvendelse16. Højesteret tog altså ikke direkte stilling til computerprogrammets patentering, men til den algoritme der forsøgtes patenteret. For det andet sagde Højesteret, at de ikke ville afvise, at programmer kunne høre ind under patent-om-rådet, men de lagde det op til lovgiver at regulere området, da det var for komplekst et område til, at Højesteret selv ville formulere caselaw. Men der var på ingen måde tale om en afvisning af muligheden for at meddele et patent på computer-relaterede opfindelser.
USPTO tolkede afgørelsen sådan, at hvis det eneste nye i opfindelsen er programmet, som sidestilles med en algoritme, skal opfindelsen afvises. CCPA derimod valgte en tolkning, der var mere nuan-ceret, idet de kun undtog matematiske algoritmer fordi:
"It would be unneccesarily detrimental to our patent system to deny inventors patent protection on the sole ground that their contribution could be broadly characterized as an algorithm. Because every process  may be characterized as a step-by-step proce-dure"17.
Igen i 1978 underkendte Højesteret en godkendelse fra CCPA i Parker vs. Flook18. Højesteret afviste opfindelsen, blandt andet fordi de mente, at der søgtes patent på hele algoritmen, selv om der var angivet en efterfølgende effekt eller aktivitet i form af en justering. Højesteret sagde, at bare fordi der anmeldes en effekt, der følger efter algoritmen, betyder det ikke, at en ellers ikke-patenterbar opfindelse kan godkendes. Retten sagde desuden, at alle matematiske formler kan vedhæftes en efterfølgende akti-vitet19. Deri kan de have ret, den sammenhæng algoritmen anvendes i må være kvalificeret til patentering. Høje-steret anvendte samme procedure som i sagen Gottschalk vs. Benson ved analysen af opfindelsen, i det de udskilte opfindelsens forskellige elementer, hvorefter de så på hvert element for sig. En sådan vur-dering er uhensigtsmæssig ikke bare for programrelaterede opfin-delser, men også for de såkaldte kombinationsop-findelser der ikke involverer computerprogrammer. Da hvert element i sig selv måske ikke er patenterbart, men kombinationen er genial og nyskabende. Samtidig mister en opfindelse sin nyhed, hvis algoritmen pilles ud, og det er dennes kombination med andre elementer, som er genial. Igen opfordrede Højesteret lovgiver til at tage hånd om udviklingen. CCPA lod sig dog ikke slå ud af Flook-afgørelsen, men begyndte derimod at anvende deres egen doktrin: Freeman-testen, opkaldt efter sagen In Re Freeman20, og endeligt  udviklet i sagen In Re Walter21. Freeman-Walter-testen består af to dele:

Once a mathematical algorithm has been found, the claim as a whole must be further analyzed. If it appears that the mathematical algorithm is implemented in a specific matter to define structural relationships between the physical elements of the claim (in apparatus claims) or to refine or limit claim steps (in process claims), the claim beeing otherwise statutory, the claim passes muster under §101. If however the mathematical algorithm is merely presented and solved by the claimed invention, as was the case in Benson and Flook, and it is not applied in any manner to physical elements or process steps, no amount of post-solution activity will render the claim statutory; nor is it saved by a preamble merely reciting the field use of the mathematical algorithm"22

Denne test og CCPA´s holdning stod sin endelige prøve for Højesteret i 1981-afgørelsen: Diamond vs. Diehr23. Afgørelsen, der vedrørte en vulkaniseringsmaskine, er meget interessant i sit indhold. For det første godkendte Højesteret, at en citeret algoritme ikke i sig selv diskvalificerer en opfindelse. Dernæst udtalte retten, at den påkendte opfindelse ikke søgte at udtømme algoritmens anvendelse. Højesteret undlod desuden at dissekere opfindelsen, men så på den som en helhed. Vulkaniserings-processen og algoritmen var herefter ikke i sig selv patenterbare, men kombineret er processen "at the very least not barred at the threshold by § 101"24. Ud af Judge Rehnquists kommentarer syntes det også muligt at læse, at Højesteret hoppede med på CCPA´s Freeman-Walter vogn25. Judge Ste-vens og 3 andre dommere dissentierer i denne 5-4 afgørelse. Meget af det, Judge Stevens harcelerede over, var sproget i ansøgningen26, og kritik-ken kunne nok være undgået med en bedre og mere præ-cis formulering af patentkravene. Men Judge Stevens´s konklusion var ikke desto mindre, at der ikke burde meddeles patent på opfindelser, hvis nyhed ene og alene ligger i brugen af et computerprogam. Dissensen var altså en støtte til USPTO og deres "point of novelty"-doktrin.
Retten kom også i Diehr med en udtalelse som viste et usædvanligt klarsyn. Retten udtalte, at com-puter-pro-grammer var patenterbare i det omfang, de varetager sådanne funktioner, som patentretten har til formål at beskytte. Denne formulering fanger problemet med computerprogrammer meget nøj-agtigt. Programmer har hidtil været at betragte som intellektuelle anvisninger, og uden efterfølgende i sig selv patenterbar effekt eller produkt var programmet ubrugeligt i patentsammenhæng. Rettens udtalelse betyder, at man anerkender muligheden for, at en nyttig effekt kan ligge i programmet. Selvom dette faktisk var en løsning af hele problematikken med hensyn til området for programmers patentering, fik det tilsyneladende ingen relevans. Patenteringen af computerprogrammer blev i de følgende år, forbundet med kravet om fysisk effekt.
Efter Diamond vs. Diehr afgørelsen udstedte USPTO "Guidelines for computer-related inventions" som et svar på Højesterets accept af softwarepatentet. Samtidigt udvidede de deres databaser for nyhedssøgning, så en sådan blev mulig at gøre mere tilbundsgående. USPTOs Guidelines har siden gennemgået en del forandringer, seneste generation er fra 1996, og omtales nedenfor i afsnit 2.3

Der sker dog en yderligere destillering af CCPAs Freeman-Walter-test i sagen In Re Abele27. Her skulle der tages stilling til en opfindelse, der faldt mellem de to yderpunkter udstukket af Walter, dvs. algoritmen brugt i en beskyttet proces eller med ditto elementer og den ikke patenterbare algoritme. Der var hidtil ikke taget stilling til dette mellemliggende område, men det skete da CCPA udtalte:
... Walter should be read as requirering no more than the algorithm be "applied in any manner to physical elements or process steps", provided that its application is circumscribed by more than a field of use limitation or nonessential post-solution activity. Thus, if the claim would be 'otherwise statutory', albeit inoperative or less usefull without the algorithm, the claim likewise presents statutory subject matter when the algorithm is included"28

Med afgørelsen i Diamond vs. Diehr og udviklingen af Freeman-Walter-Abele-testen, begyndte man at indkredse området for patentering af computerprogrammer.

2.2.3 Algoritmens anvendelse:

Efter det blev fastslået, at computerprogrammer og anvendte algoritmer var patenterbare i nogle sammenhænge, kom sagerne i højere grad til at dreje sig om anvendelsen af programmerne. Det blev spørgsmålet, hvad der er en relevant "post-solution-process". Desuden begyndte man også at inter-essere sig for computerprogrammets hardwarerelationer. Følgende sager illustrerer problemerne.
Optimeringen af Freeman-Walter-(Abele)-testen er fortsat gennem de senere år29. Sagen In Re Iwahashi30 vedrørte et program til mønstergenkendelse. CAFC godkendte patentet, som gjaldt et program, der forstærkede hastigheden af en rom-kreds, selvom programmet hovedsageligt bestod af en algoritme. Da programmet var indlæst i rom-kredsen, mente CAFC, at det var integreret på en så konkret måde, at patentet kunne godkendes. Ligesom i andre sager, f.eks. Diamond vs. Diehr, mente man altså ikke, at der søgtes et patent, der udtømte algoritmen. Der var desuden en relevant "post-solution-activity" i denne sag. USPTO var meget oppe på mærkerne efter denne afgørelse med hensyn til at fastslå, at det stadig ikke var  muligt at patentere computerprogramer som sådan. Denne afgørelse må dog være udtryk for den sidste grænse, før man tager skridtet fuldt ud. Kravet om programmets tilknytning til fysiske elementer kan vel næppe tolkes mere bredt, end det blev gjort her31. På den anden side er ROM-kredsen jo hardware, så jeg kan godt se det fornuftige i argumentet om, at der er en fysisk relation/effekt, når programmet har en teknisk effekt på denne kreds.
En anden sag vedrørende algoritmens anvendelse er Arrythmia Resarch Technology vs. Corazonix Corp.32 Sagen drejede sig om en algoritme anvendt på indsamlede oplysninger fra en elektro-kardio-graf. Retten fandt, at der var tilstrækkelig fysisk aktivitet til at begrunde et patent. Den danske anke-nævnsafgørelse P48/72 fra 1974 minder meget om denne sag og fik samme udfald. Den danske af-gø-relse behandlede dog ikke spørgsmålet om computerprogrammer, men om der var tale om en diagno-se, som også er undtaget i den danske Patentlov. I Arrythmia anvendte man Freeman-Walter-Abele-testen og fremlagde denne på følgende måde:
It is first determined whether a mathematical algorithm is recited directly or indirectly in the claim. If so, it is next determined whether the claimed invention as a whole is no more than the algorithm itself; that is, whether the claim is directed to a mathematical algorithm that is not applied to or limited by physical elements or process steps.
Softwaren blev derfor udelukkende anset som en måde at opnå den fysiske effekt på. Andre aspekter af software er ikke patenterbart og derfor overladt til ophavsretten.

I sagen In Re Donaldson33 beskæftigede retten sig som en biting med den matematiske algoritmes patentering og konkluderede: at algoritmen kun var undtaget patentering, dersom den kun var udtryk for en abstrakt idé. I sagen In Re Donaldson var algoritmen ikke at karakterisere som idé, men i ste-det som anvendt i en maskine.

2.2.4 Kravsproget:

In Re Donaldson-sagen beskæftigede sig primært med opfindelsens grænser. Denne problematik har i stigende grad været til debat både i teorien, men også mellem USPTO og domstolene. I sagen In Re Donaldson tilkendegav retten, at patentkravene var forkert fortolket af USPTO, der havde anset op-findelsen som en proces.
I sagen In Re Alappat34 fra 1994 stadfæster CAFC deres afgørelse fra In Re Donaldson-sagen. In Re Alappat angik et digitalt oscilloskop. USPTO havde afvist opfindelsen, da de anså, at den metode, opfindelsen brugte til løsningen af et problem, udelukkende anvendte en matematisk algoritme. Da denne algoritme var anvendt i et krav, der udelukkende brugte "means-plus-function"35-sprog, dæk-kede den alle måder at udføre den specificerede funktion og skulle derfor anses som en proces. Her-efter manglede opfindelsen et indhold, som var patenterbart. CAFC konkluderede i modsætning til USPTO, at det, der forsøgtes patenteret, faktisk var en maskine. Dette var tilfældet, da patentkravet set i sin helhed formede en maskine, og derfor havde idéen en fysisk legemliggørelse. Desuden ud-tømte patentkravene ikke alle måder at konstruere en maskine på, de udtømte kun området for digi-tale computere36. Dette var i overensstem-melse med sagen In Re Donaldson med hensyn til for-tolkningen af kravsproget37, det såkaldte "means-plus-function"-sprog. CAFC kom også med den meget vigtige udtalelse, at selvom de anerkendte, at der var tale om et program til en "general purpose"-computer, dvs. ikke en speciel maskine, så bliver den ved indlæsningen af programmet til en "special purpose"-computer. For en analyse af  "means-plus-function"-sprog og ækvivalenslæren se afsnit 6.
In Re Alappat var en stor åbning mod patenteringen af computerprogrammer som sådan (as such, eller per se), og det var da også flertallets mening i sagen In Re Alappat. Flertallet udtalte, at når kongressen havde udtalt, at "anything under the sun is patentable", så skulle man ikke indfortolke yderligere begrænsninger. Denne åbning var den dissentierende dommer meget imod, da han mente, at patenteringen ville komme til dække matematiske opdagelser, hvilket ville være i modsætning til kongressens ønsker. Desuden kriti-serede flertallet af dommerne i sagen In Re Alappat Freeman-Walter-Abele-testen for dens definition af det patenterbare område. I stedet kom de med deres egen:
...see whether the claimed subject matter as a whole is a disembodied mathematical consept, whether categorized as a mathematical formula, mathematical equation, mathematical algorithm, or the like, which in essence represents nothing more than a "law of nature", "naturam phenomenon" or "abstract idea".
Ordet "physical" er helt væk. Dette er en indikation af, at retten anerkender computerprogrammets patenterbare effekt på ikke-fysiske komponenter. Der gives dog ingen vejledning i den nærmere forståelse af denne nye test. De tre kategorier, nævnt sidst i citatet, er også dem, de nye retningslinier angiver som ekskluderede områder. Dette må dog siges at være en gentagelse af de tre generelle undtagelser, man altid har anvendt i amerikansk patentret.
I den efterfølgende sag In Re Trovato38, der blev genåbnet efter In Re Alappat-afgørelsen af CAFC selv, blev patenteringen af en metode og maskine afvist. CAFC anvendte Freeman-Walter-Abele-testen og kom frem til, at selvom der ikke var angivet nogen matematisk algoritme i sædvanlig forstand, kan formuleringen af en metode via ord have samme funktion som en formel. I sagen In Re Trovato kunne klager heller ikke påvise, hvordan opfindelsen anvendte indsamlede tal, da både krav og maskine var angivet meget vagt. Derfor konkluderede man, at der kun var tale om en manipulation af abstrakte ideer.

I 1995 afsagde CAFC sin hidtil mest omfattende afgørelse i sagen In Re Beauregard39. USPTO havde afvist et program, som fik en polygon på et display til at blive udfyldt. Patentkravene40 anvendte udelukkende "means-plus-function"-sprog, og det eneste "fysiske" ved opfindelsen var en CD-ROM disk. Der var ikke som tidligere anvendt krav, som var sat i forbindelse med computerens elementer, selv ROM-kredsen i In Re Iwahashi kan vel fortolkes som hardware. USPTO anførte, at programmet ikke var patenterbart, da programmets lagring på en disk ikke afgav funktionalitet. Man brugte dette argument, fordi computerprogrammer traditionelt har været anset som "printed-matter"41. CAFC anså, modsat USPTO, programmet som en integreret del af disken, og lagring på et håndgribeligt medium blev anset for tilstrækkeligt til at afgive funktionalitet.
Afgørelsen er formentlig så tæt på en patentering af et program, som man kan komme, uden at man kan siges at tillade en patentering af computerprogrammer som sådan.

Den seneste sag som har påkaldt sig opmærksomhed i forhold til patentkravenes udformning og forståelse er: State Street Bank and Trust Company vs. Signature Financial Group Inc.42 Sagen blev ikke ført for den føderale domstol, da der ikke var tale om anke en af USPTOs afgørelse. Tværtimod var der meddelt patent, og indehaveren forsøgte nu at håndhæve patentet. Det fik  sagsøger til at anlægge retssag, blandt andet med påstand om patentets ugyldighed. Selvom patentsager er eksklu-sivt sagsområde for de føderale domstole, er det muligt at anlægge en sag ved de enkelte staters domstole (State district court), hvis der er andet og mere i sagen, og statens domstol har jurisdiktion over dette spørgsmål. Dette var også tilfældet i Arrythmia43. Signature Financial Group Inc.'s op-findelse bestod af et finansielt investeringssystem, hvor udregninger og data blev behandlet i en  kon-ventionel computer. I kravsproget er der alene brugt "means-plus-function"-sprog. Retten gennem-gik næsten 30 års teori og praksis for at finde frem til, om programmet kunne patenteres, også de nye US Guidelines tages med i afgørelsen. Retten foretog derefter en to-trins-analyse af programmet. De fastslog for det første, at der var tale om en algoritme:
An invention that inputs, processes, and outputs numbers must by defenition perform mathematical operations.44
Dernæst anvendtes Freeman-Walter-Abele´s andet trin; kravet om den fysiske ændring. Signature Financial Group Inc ´s opfindelse var kun beregnet til at manipulere tal, og den involverede derfor ikke en forandring, som var patenterbar. Der henvises til In Re Schrader45, som er en sag med lignende problem-stil-ling og resultat.
En ting, som er lidt bemærkelsesværdig, er, at retten sagde, at der ikke fandtes hverken pre- eller post-solution activity, som var relevant. Oversat var der altså ingen patenterbar effekt hverken før eller efter algoritmen eller programmet. Alle tidligere afgørelser har sagt, at pre-solution aktivitet ikke er tilstrækkelig. Det er svært at sige, om denne udtalelse har nogen betydning, både fordi den ikke forklares, og fordi det ikke er en Federal Circuit afgørelse. Jeg mener dog, at afgørelsen er korrekt, fordi den konkluderer, at man ikke kan få patent på en proces, der alene forandrer et tal til et andet, uanset hvor nyttigt det måtte være. Selvom algoritmen er implementeret i et specifikt program og har en effekt, kan det ikke sidestilles med programmet i f.eks. In Re Beauregard. Sidstnævnte havde den effekt, at det udfyldte polygoner. Programmet i sagen State Street vs. Signature forandrede ikke andet end tallene.

2.2.5 Patentering af struktur:

Ikke alle sager drejer sig om algoritmer og kravsproget, Nedenstående sag behandler et programs datastruktur.
In Re Lowry46 drejede sig ikke om en matematisk algoritme, men om datastrukturen i en computer-hukommelse. Sagen vedrørte mest kendt teknik problematikken, men der blev faktisk meddelt patent på den hierarkiske opbygning af hukommelsen og det avancerede software, der styrede den. Sagen berørte også den gamle "printed-matter"-doktrin. USPTO afviste patentet, da de anså strukturen som "printed-matter", og derfor kunne det ikke begrunde fremskridt i forhold til kendt teknik47. CAFC var ikke enig og fremførte, at når kravene involverede information, som skal behandles af en computer, og de omhandlede informationer kun var tilgængelige via avanceret software, så var der tale om en patenterbar opfindelse. In Re Beauregard handlede også om "printed-matter"-doktrinen, og appellen blev afvist på grund af anmodning fra USPTO selv på grund af In Re Lowry-afgørelsen
Det nok mest omtalte patent på software er Comptons multimediepatent. Firmaet, der var pioner på området for multimedie opslagsværker, fik i 1993 meddelt et patent på et af deres compu-terprogrammer48. Patentet dækkede basale fremgangsmåder til at søge og hente informationer fra CD-ROM databaser. Det meste af computerindustrien var chokerede over dette monopol på mul-ti-medieværker. En analyse af rivaliserende produkter viste, at stort set alle konkurrenter ville krænke Comptons patent på et eller flere punkter. På grund af den megen opstandelse beordrede chefen for USPTO, Bruce Lehmann, Comptons patent undersøgt påny. Denne undersøgelse førte til, at patentet blev afvist både på grund af manglende nyhed, og fordi det opfundne var nærliggende for en fagmand. Industrien åndede lettet op. Softwarepaten-tets historie er ikke desto mindre fyldt med sam-me slags brede patenter. Som eksempler kan nævnes RSA-patentet, E-data-patentet og Magnavox-patentet. RSA-patentet49 dækker de fleste metoder til kryptering med public key50 og elektronisk signatur, og dette patent har ført til noget nær et monopol på nævnte område. E-Data-patentet51 ,eller Freeny-patentet som det også kaldes, hævder at dække de fleste former for handel gennem et computernetværk, læs: Internettet. Firmaet Magnavox, afkrævede licens af mange af de store computerspils-producenter, Sega, Atari og Nintendo, da de hævdede at have et patent, der omfattede teknologi til at vise bevægelse i et videospil og til at få skærmen til at "scrolle". En under-holdende detalje er, at i 1997 forsøgte Craig Enokian med et lignende patent at gøre dette gældende mod bl.a. Apogee, som er en af de store computerspils-producenter med spil som Duke Nuke´em på reper-toiret. Efter at have læst dele af patentkravene52 er det let at forstå Apogees og resten af industriens iver for at få dette patent afslået ved en genoptaget undersøgelse. Resultatet af hele miseren er endnu ikke offent-liggjort.
Der er altså i USA nærmest tradition for at meddele patenter, som både er meget brede, grænsende til det monopoliserende, og som også synes at være nærliggende for en fagmand. Det, der er den store synder i de brede patenter, er den dårlige undersøgelse af kendt teknik og den generelle for-ståelse af computer-pro-grammer.

2.2.6 Der er "printed-matter" bag det hele:

Selv om de forskellige afgørelser gennem årene har fokuseret på forskellige aspekter af programmet, algo-ritme, kravsprog og programmets anvendelse, har hele diskussionen om patentering af software sin bag-grund et andet sted. I mange sager har der været den bagvedliggende "printed-matter"-doktrin som reel baggrund for afvisningen, uanset at USPTO har ført sagen med andre påstande.
"Printed-matter"-doktrinen har sine rødder så langt tilbage som i ophavsretssagen Baker vs. Selden53, men er også anvendt i patentsager som f.eks. In Re Russel54. "Pinted-matter"-doktrinen medfører, at man ikke ved at tillægge ord til en struktur eller et objekt, kan skabe en ny patenterbar opfindelse.
Printed matter, or the mere arrangement of printed matter, is not patentable, but patentability may reside in some physical structure of printed matter.55
Fordi man ser programmet som "printed-matter", behøves der noget mere for at anse det som patenterbart. Der behøves en maskine eller anden fysisk forandring. Dette var baggrunden for at afvise software fra patentering. Både den tidlige Parker vs. Flook56 og de senere Freeman-Walter-Abele-sager brugte en analogi af "printed-matter"-doktrinen og anførte, at computerprogrammer, som ikke havde en fysisk effekt eller anvendelse, ikke kunne patenteres. Sagerne fra 1994 og frem til sagen In Re Beauregard i 1995 er et udtryk for en bevægelse i rettens (CAFC) holdning til "printed-matter"-doktrinen anvendt på software. Denne bevægelse foregik dog langt fra i en lige linie. Den første sag: In Re Schrader57 anvendte doktrinen på software. Den næste afgørelse In Re Alappat58 brugte ikke doktrinen. In Re Warmerdam59 var en tilbagevenden til, at "printed-matter" var anven-delig på software. I In Re Lowry60 (afgjort to uger efter Warmerdam) udtalte retten direkte, at data-strukturer ikke var at anse som "printed-matter", men at der stadig var et krav om, at der skulle ske en forandring. En forandring inde i computeren var dog tilstrækkelig. Slingrekursen fortsatte med In Re Trovato61, hvor man citerede Arrythmia vs. Corazonix, og hvor man ikke fandt, at computer-pro-grammet havde tilstrækkelig forbindelser til den "rigtige" verden. I 1995 slutter man i In Re Beauregard62 forhåbentlig ved et fast standpunkt. Her sagde retten, at computerprogrammer inte-greret i et fysisk medium som f.eks. en disk er patenterbart, hvis de generelle krav er opfyldt. Samme holdning kommer til udtryk i de nye Computer-related Inventions Guidelines fra USPTO. I sagen State Street vs. Signature anvendtes på den anden side en analyse, der bruger Freeman-Walter-Abeles andet trin, som kræver fysisk forandring, og dermed skete der en tilbagevenden til "printed-matter"-doktrinen.

Uanset hvad sagen på sin overflade er blevet procederet på, har det grundliggende problem været: Om de ord, som udgør et computerprogram, er at anse som "printed-matter", og derfor ikke er pa-tenterbare? I det man langt om længe når frem til, at ordene i et computerprogram afgiver en funktionalitet på en unik vis og skaber en opfindelse, må svaret på det stillede spørgsmål være nej. De næste vanskelige spørgsmål, som skal løses, handler om kravsprog og dermed om patentets omfang. Desuden er den næste store udfordring undersøgelsen af prior art/kendt teknik. Dette omtales i afsnit 5

2.3 Amerikanske Guidelines:

Efter In Re Lowry og In Re Alappat udsendte USPTO et udkast til et sæt retningslinier til brug ved undersøgelsen af computer-relaterede opfindelser. Dette forslag blev diskuteret ved en høring i januar 1994, hvor store dele af den amerikanske software-industri var indbudt til at fremsætte deres mening om de foreslåede retningslinier. De meget omfattende kommentarer var, som det kunne forventes, delt i de to traditionelle lejre: Ophavsret og patentret. Copyright fortalernes argumenter faldt hovedsageligt i katego-rierne: Manglende mulighed for at undersøge prior art, altså kendt teknik, og det faktum at patentretssager beslaglægger omfattende økonomiske ressourcer. Disse argumenter blev blandt andet ført til torvs af fir-maer som Oracle, Adobe og Time-Warner. På den anden side stod firmaer som Intel, Microsoft og Silicon Graphics og var meget pro softwarepatenter. Deres argumenter var hovedsageligt, at et patent ville føre til større sikkerhed, en sikkerhed som ophavs-retten ikke havde mulighed for at give i tilstrækkeligt omfang.

Det bør dog indledningsvist bemærkes at disse nu endelige "Examination Guidelines for Computer-related inventions" (US Guidelines)63 ikke er bindende for domstolene. Det er dog for mig at se usandsynligt, at en domstol skulle afvise de principper, som disse retningslinier præsenterer, da de er udformet på grundlag af en række domstolsafgørelser. I afsnit I om retningslinierne siges det også:
"The guidelines are based on the Office´s current understanding of the law and are believed to be fully consistent with binding precedent of the Supreme Court, the federal circuit and the federal circuits predecessor courts".

I introduktionen til retningslinierne bemærkes det samtidigt, at Freeman-Walter-Abele-testen kan bruges som supplement til disse, og fortsætter så trin for trin med at gennemgå, hvad sagsbehand-le-ren skal være opmærksom på. (se bilag 1+0)

1) For det første skal man fastslå, hvad der er opfundet og søges patenteret. Der henvises i denne sammenhæng til retspraksis64, der angiver dette trin som et helt centralt punkt.
Dette første undersøgelsestrin består yderligere af tre punkter:
a) Identifikation og forståelse af alle mulige anvendelser af opfindelsen, som anført i ansøg-ningen. Kravet om, at opfindelsen både skal være anvendelig og falde inden for det teknologiske område, afsløres effektivt af dette trin.
b) Nærlæsning af kravene for at præcisere hvad der er opfundet.
F.eks. Bestemme computerens funktionalitet, når denne er dikteret/styret af programmet
- Bestemme hvordan computeren skal være konfigureret for at opnå denne funk-tio-nalitet.
- Evt. fastslå forholdet til elementer udenfor computeren, der har relationer til opfindel-sens genstand
c) Finde den søgte opfindelses grænser og rette eventuelle forståelsesproblemer i ansøgningen. Det skrives udtrykkeligt, at der skal gives den bredest mulige beskyttelse udfra forståelsen.

2) Dernæst skal der ske en effektiv undersøgelse af kendt teknik både i USA og internationalt. Undersøgelsen skal omfatte de påståede krav, men også krav som vil kunne gøres gældende.

Til sidst skal det så undersøges, om opfindelsen kan passes ind i 35 USC §101, der som omtalt oven-for i afsnit 2.1 deler patenterbare opfindelser ind i fire kategorier. Opfindelsen skal høre under en af disse kategorier65. Dette afsnit citerer også de tre dommerskabte undtagelser til muligheden for patentering nemlig:

Derefter skal opfindelsen klassificeres i kategorier og US Guidelines starter med at definere, hvad der er "non statutory subject matter". Dette vedrører den del af §101, der kan kal-des "machines, manufacture eller composition of matter69". Dette område, som ikke er patenterbart, deles op i tre områder:

"Functional descriptive material" kan dog patenteres, hvis det lagres på et medium, som kan læses af en computer, da det i givet fald bliver integreret i mediet både strukturelt og funktionelt.

Hvad anses for statutory, patenterbart?
Det patenterbare område deler USPTO op i to: Product claims og process claims.

1) Product claims
Retningslinierne definerer denne kategori som omfattende "machine" og "manufacture" krav, og deler den-ne kategori deles op i to afsnit:  For det første opfindelser der omfatter alle maskiner eller alle frem-gangs-må-der, der gør computeren i stand til at udføre den bagvedliggende proces. For det andet krav der define-rer en bestemt maskine eller fremgangsmåde. Hvis opfindelsen falder i den første kategori, skal kravene behandles, som var der tale om en proces. Dette har betydning, da det er sværere at få accepteret et pro-ces-patent end et maskine- eller fremgangsmåde-patent

2)Process claims
Retningslinierne fastslår, at hvis et krav kræver en eller flere handlinger, er der tale om en proces. For at en proces kan anses for patenterbar, stilles der følgende krav:
1) Processen resulterer i en fysisk forandring udenfor computeren, og er desuden anvendelig indenfor det tekniske område71.
2) Processen sker i selve computeren, og kan ikke udelukkende beskrives som manipulation med abstrak-te ideer72 eller løsning af en matematisk formel73.

Resten af US Guidelines er ikke i denne sammenhæng interessante, da de ikke vedrører en vurdering af, hvad der skal til, for at et program kan patenteres.

Der skal dog knyttes enkelte kommentarer til retningsliniernes indhold. Man kunne umiddelbart kritisere, at der laves et specielt regelsæt for computer-relaterede opfindelser. Hvad er det, der gør netop denne gruppe så speciel? Svaret er, at gruppen er et nyt område, der ikke har noget bagland at trække på. Andre ældre grupper og deres nyere undergrupper har en fælles fortid, som kan danne basis for undersøgelsen. Et eksempel på et nyt område, som kan henvise til ældre grupper, er patentering af bioteknologiske fænomener.
Når man umiddelbart læser US Guidelines, er det tydeligt, at de er bygget op omkring den udviklede praksis. De henviser endda til konkrete sager, når de ønsker at underbygge udsagn. Så man kan sige, at USPTO har overgivet sig betingelsesløst efter en 30-40 års kamp mod softwarepatentet. Der er dog punkter, hvor de nye US Guidelines ikke er spejlinger af retspraksis.
1:Hvor sager som Gottshalk vs. Benson og Morse vs. O´Reilly taler om, at et patentkrav udtømmer algoritmen, og derfor ikke er patenterbar, mener USPTO, at et krav på en abstrakt idé (algoritmen) ikke kan patenteres, fordi den ikke gør praktisk brug af ideen.
2: Nærlæsning af US Guidelines74 vil dog afsløre et tigerspring bort fra ældre retspraksis, for selvom en proces kan resultere i en fysisk forandring, er en sådan ikke nødvendig, når blot det kan påvises, at den har en nyttig anvendelse inden for det tekniske område. Dette er i overensstemmel-se med sager som f.eks. In Re Musgrave75, hvori det siges:
"All that is necssecary, in our view, to make a sequence of operational steps a statutory 'process' within 35 USC §101 is that it be in the technological arts..."
Der nævnes intet om "transformation of matter". Dette krav er dog ikke helt ignoreret, da der i ind-ledningen er henvist til Freeman-Walter-Abele-testen som værende et supplement til retnings-linierne.

Desuden er der følgende kritiske og uddybende  kommentarer at knytte til retningslinierne:
US Guidelines angiver, at de ikke er bindende for domstolene, hvilket er korrekt. Det er dog imid-lertid at forklejne deres retskildeværdi en smule, når man kommer med denne meget kategoriske udtalelse. Hvis en opfindelse opfyldte alle krav angivet i retningslinierne, ville USPTO være nødt til at acceptere en sådan, da de ellers ville tilsidesætte deres egne regler. Derfor har retningslini-erne måske ingen judiciel værdi, men bestemt en praktisk værdi. Den seneste sag State Street vs. Signa-ture76 finder US Guidelines anvendelige og citerer dem direkte. Guidelines for computer-related inventions blev også anvendt i In Re Alappat77, hvor hele dommerpanelet pånær den dissentierende dommer godkendte dem.
Punkt A i US Guidelines: "Determine what is invented". Dette er en præcisering af reglen om, at opfindelsen skal ses som en helhed, og om at der ikke må fokusere på enkeltheder. Det samme fastslås i US Guidelines afsnit 3
Computerens konfiguration: Det er ikke relevant at give sig i kast med at undersøge denne, dels fordi praksis har antydet, at det ikke er relevant78, og dels fordi det er softwaren, der giver (computeren) funktionaliteten og ikke konfigurationen79.
Afsnittet om "Descriptive material" er USPTO´s egen opfindelse og en nyskabelse, og er derfor et område, der er helt åben for fortolkning.
Det er ikke ligegyldigt, om der er tale om process eller machine, da sager som In Re Walter80 har fastslået, at en opfindelse har lettere ved at blive afvist, når den er klassificeret som en proces under 35 USC §101. US Guidelines er også uklare for så vidt angår hvilke patentkrav, der kan anses som omfattende alle maskiner, og som derfor kan anses for at være en proces. De fastslår, at sagsbehand-leren skal være op-mærksom på krav, der definerer computerens fysiske karakteristika ved hjælp af trin udført af hvilken som helst computer uanset dennes konfiguration. Denne vurdering er ikke helt i overensstemmelse med CCPA´s afvisning af netop dette punkt i sagen In Re Alappat. I denne sag udtalte retten, at hvor der var tale om en software, som kunne anvendes i en "general purpose"-com-puter, og om der var anvendt "means-plus-function"-sprog i kravene, betød det ikke nødven-dig-vis, at kravet omfattede alle maskiner.
Til US Guidelines for computer-related inventions, punkt 4a "Post mathematical operational...." En utilstrækkelig efterfølgende effekt kunne overskriften oversættes med. Der kræves her mere end blot at transmittere, meddele eller lagre resultatet. Som et eksempel på en tilstrækkelig effekt nævner US Guidelines: Et tilfælde hvor værdier, der repræsenterer "Wave function equation for a chemical compound", transforme-res til værdier, som repræsenterer et billede.

2.4 Delkonklusion:

Hvor der i mange år var tvivl om muligheden for at patentere algoritmer, er det nu i USA fastslået, at algoritmer kan patenteres. Dermed er man kommet nærmere en afgrænsning af Title 35 §101. Diamond vs. Diehr markerede en ændring i tilgangen til analysen af computerprogrammer. Paten-teringen kræver, at algoritmen er implementeret på en specifik måde og anvendt i en opfindelse, der er patenterbar, jvf. Freeman-Walter-Abele-testen. Compu-terprogrammer som sådan kan stadig ikke patenteres, men med sager som In Re Iwahashi og In Re Beauregard kan det syntes som om, det er tæt på. Imidlertid er der formodentlig blot tale om en anerkendelse af, at computerprogrammer kan afgive en teknisk effekt uden af være tæt knyttet til hardware eller fysiske elementer
Afgørelserne er i høj grad gået fra at have algoritmen som det centrale problem til at koncentrere sig om patentkravets omfang og udformning. Dette er en naturlig udvikling i og med, at algoritmen nu er accepteret som patenterbar i afgrænset form, og det derfor nu er mere relevant, om der er en be-grænsning af dens an-vendelse. Der har altså været tale om en afgrænsning af forbuddet mod paten-tering af computerpro-gram-mer eller rettere en flytning af den grænse, som adskiller de rene intel-lek-tuelle instruktioner fra det paten-terbare område. Det næste naturlige trin må være at forbedre under-søgelsen af kendt teknik.


Afsnit 3: Europæisk patent afsnit

3.1 Patenter i EU:

Det europæiske patentsystem er ikke et enhedssystem som det amerikanske. Der kan derfor  ikke hos én central myndighed sø-ges et patent, der har samme gyldighed i alle medlemsstaterne. Patent-syste-met er reguleret af flere konventioner: München-konventionen fra 1973 og Luxemburg-konventio-nen fra 1975. Sidstnævnte er indarbejdet i "Aftalen om EF patenter" fra 198981.
Der er et såkaldt EF-patent, som udsprang fra Luxemburg-konventionen og havde til formål at samle alle beskyttelsescertifikater i et selvstændigt enhedscertifikat gældende i alle medlemslande, og som altså er en del af skabelsen af det indre marked. Denne konvention er imidlertid endnu ikke ratificeret af alle endnu82, så systemet udstukket af München-konventionen er altså stadigt det gældende83.
München-konventionen stifter et system, der består af en centraliseret procedure, hvor man ansøger the European Patent Office (EPO) i München om et patent. Patentet kan søges som dækkende flere medlemslande. Det vil dog i modsætning til det længe ønskede EF-patent ikke gælde udover de valg-te lande. Mün-chen-konventionen åbner dog i det mindste for en harmonisering af medlemslandenes84 patentlovgivning på tre områder: Patenterbarhed, gyldighed og beskyttelsens omfang. Det er dog værd at bemærke, at et krænkelsesspørgsmål ikke kan forfølges centralt, men kun nationalt. Derfor er et EPO-patent meget afhængigt af, at de nationale domstole har samme opfattelse som EPO, for at man kan få en fuldstændig ensartet praksis/beskyttelse. Det er dog en uheldig retstilstand, at det, der kan støttes ret på i én stat, ikke nødvendigvis er beskyttet i en anden. Retstilstanden bliver ujævn og rettighedshaver kan ikke regne med rettighedens omfang eller gyldighed.
En afvisning på en patentansøgning kan appelleres til Bord of Appeals (BoA), der er den øverste myndighed for prøvelse af patenter i EPO-regi. Denne afgørelse kan ikke prøves ved EU-domstolen eller de nationale domstole. Man kan dog forsøge at anmelde patentet nationalt, og en evt. afvisning kan herefter prøves ved de nationale domstole.

3.2 Reglerne:

De europæiske patentregler har deres rod i den Europæiske Patentkonvention (EPK) fra 1973, der fast-lægger rammerne. Den regel, der i denne opgaves sammenhæng påkalder sig mest opmærksom-hed, er Art. 52 i EPK, der nærmere fastlægger, hvad der er en patenterbar opfindelse. Art. 52 minder i sit indhold meget om title 35 USC §101, hvorefter en opfindelse er at patentere, hvis den kan finde industriel anvendelse og desuden er ny og ikke er nærliggende for en fagmand - "inventive step". Konventionen anvender ligesom §101 i USA forskellige kategorier. Disse kategorier benævnes: "Products", "process", "apparatus" og "use". Der syntes ikke at være den store forskel fra den ame-rikanske §101, når man ser bort fra den sproglige udformning.
Der er fire kriterier, i konventionen, som skal opfyldes før et patent kan meddeles:

Desuden har BoA opstillet endnu et krav om, at opfindelsen skal være på det tekniske område/have en teknisk effekt i afgørelsen T22/85. Teknisk effekt kan karakteriseres ved, at opfindelsen skal være løsningen på et teknisk problem, eller karakteriseres som værende "nyttig".
Desuden stilles der også krav om, at opfindelsen skal kunne udføres af en sagkyndig. Denne regel følger af art. 83. Hvis en opfindelse opfylder disse krav, er den som hovedregel patenterbar. Artikel 52 og 53 opstiller dog nogle undtagelser, hvor Art. 52 (2) c er den vigtigste i denne sammenhæng.
I Art. 52 (2) c findes nemlig en regel, der fastslår, at computerprogrammer ikke kan patenteres. Stykke 3 modererer dog dette forbud, så det kun gælder computerprogrammer "as such" eller som sådan.
Modsat den amerikanske retstilstand har man altså ikke som udgangspunkt en dommerskabt modvilje mod softwarepatenter, men derimod en modvilje allerede hos lovgiver, der er kommet til udtryk i en bindende lovregel. Gunter Gall, EPO-jurist, sagde i 1985 ved præsentationen af de nye retningsliner for undersøgelse af opfindelser:
The reason for the exclusion of programs for computers as such is that, like discoveries, scientific theories, mathematical methods and presentation of information, they are not of a technical nature. Patentability requires a specific technical application.
Citatet er vigtigt, da det giver årsagen til forbuddet i EPK, og viser lovgivers holdning. Jeg vil ikke her komme ind på, hvorfor dette synspunkt er forfejlet, det vil fremgå af opgavens konklusioner.
EPK blev udarbejdet med inspiration fra USPTO, så allerede på den baggrund forelå der en modvilje hos EPO. I 60´erne og 70´erne havde USPTO som nævnt kronede dage med deres forbudslinie overfor softwarepatenter. Det kan så undre, at konventionens fædre ikke har set den åbning, der blev givet af den amerikanske højesteret i Gottshalk vs. Benson fra 1972 (året før EPK), hvor det ikke afvises, at der kan tages patent på software eller i hvert fald opfindelser med software-elementer85. Ikke desto mindre er det sikkert, at EPK ønskede at være i overensstemmelse med retstilstanden i USA, der var og er førende på området. Derfor valgte de en regel baseret på USPTO´s konservative og restriktive opfattelse. Det er med dette udgangspunkt, man skal se Praksis i EU.

3.3 Europæisk Praksis:

De europæiske afgørelser er i høj grad relevante for bestemmelsen af dansk ret. For det første fordi den danske Patentlov er udfærdiget med EPK som skabelon, og for det andet fordi Danmark har forpligtiget sig til at have en overensstemmende fortolkningspraksis. Det sidste var et af hoved-punkterne i den svenske højesterets afgørelse fra 1990, som er omtalt nedenfor i afsnit 4.2.4

3.3.1 Algoritmen:

Som i USA fokuserer de første sager meget på spørgsmålet, om en algoritme kan patenteres og i så fald i hvilket omfang.
Den første relevante sag, der kom for Technical Board of Appeal (BoA), var Vicom-sagen86. Den vedrørte et system, der behandlede billeder digitalt, en kombination af hardware elementer og en matematisk algoritme inkorporeret i et program. EPO afviste opfindelsen, da de mente, at der søgtes patent på både algoritmen og computerprogrammet. BoA var imidlertid af en anden opfattelse og godkendte begge elementer. Algoritmen var ikke at karakterisere som "as such", da den var udtryk for en dybereliggende idé i en ellers patenterbar opfindelse, som i øvrigt ikke udtømte algoritmen. Computerprogrammet så BoA heller ikke som noget problem, da patentkravet ikke angik program-met, men derimod en proces, hvoraf programmet var en enkelt del. Afgørelsen har elementer fra Diamond vs. Diehr87 i sig. For det første tillod man også i det tilfælde en algoritme i en proces, og for det andet minder præmis 5 i Vicom-sagen meget om en af betragtningerne i sagen Diamond vs. Diehr. Præmis 5 siger bl.a.
"...and provides as its result a certain change in that entity."
Dette minder meget om Supreme Courts henvisning i Diamond vs. Diehr til Cochrane vs. Deneer88 som si-ger:
"The key to patentability is the transformation to a different state or thing."
BoA pointerede desuden, at en opfindelse ikke falder udenfor det patenterbare område, bare fordi man erstatter kendt teknik med et computerprogram89. Der er altså tale om en afstandtagen til USPTO´s "Point-of-novelty"-doktrin, som blev anvendt i 60´erne med f.eks. In Re Abrams90. "Point-of-novelty"-doktrinen blev dog meget hurtigt anset for skadelig og derfor ubrugelig.

3.3.2 Computerprogrammer, som sådan:

I stedet for, som i USA, at dvæle i mange år ved spørgsmålet om algoritmens patentering, begyndte man at koncentrere sig om, hvad der kunne siges at være et computerprogram "as such" eller "som sådan"91. Afgørelserne fokuserer i høj grad på, i hvilken sammenhæng programmet blev anvendt, og hvordan det anvendes. Disse betragtninger var også kendetegnende for samtidige amerikanske afgø-relser. Måske skal retstilstanden ses i lyset af afgørelsen i Diamond vs. Diehr92 og udviklingen af Freeman-Walter-Abele-testen, der på dette tidspunkt var ved at finde et fast leje.

Året efter Vicom-afgørelsen, i 1987, behandlede BoA igen en software-opfindelse i sagen Koch & Sterzel93. Denne gang omhandlede sagen et røntgen apparat, optimeret ved hjælp af software og en com-puter. Her fastslog BoA, at der ikke var tale om et computerprogram "as such", da programmet er indkorporeret i hele opfindelsen. BoA fastslår også her, at der er et stadigt krav om en "teknisk effekt". Så vidt jeg kan se, åbner BoA også softwarepatenteringsdøren lidt mere på klem, idet de konstaterer, at et program, der styrer en "general purpose"-computer og som helhed ændrer dennes tekniske funktionalitet, kan patenteres set som en enhed94
BoA anførte også, at det er lige meget, hvornår den tekniske effekt opstår, sålænge den er der. Dette var og er i direkte modstrid til, hvad amerikansk praksis har fastslået. Her er der som nævnt ovenfor et krav om post-solution effect, f.eks. Parker vs. Flook95. Hvis det var lige meget, hvornår den tekniske effekt opstod, ville det være muligt at konstruere et krav, så det indeholdt den påkrævede effekt, men reelt tog patent på en algoritme. En bedre formulering ville være ønskelig. På den anden side skal opfindelsen ses som en helhed, og derfor er det lige meget, hvornår den tekniske effekt optræder. Hverken IBM-3 eller Bosch (se nedenfor) omtaler, hvornår den tekniske effekt skal indtræffe, og er ikke i sig selv til megen hjælp, da begge programmer har "post solution" activity. Ditlev Schwanenflügel skriver, at retstilstanden i USA og Europa er identisk96, for så vidt der begge steder kun accepteres "post solution" activity, og Schwanenflügel mener, at BoA har begået en fejl.
Der er yderligere to ting, der er værd at bemærke i Koch & Sterzel. Den ene er, at oppositionen henviste til en tysk sag, der læner sig meget op af den gamle "mental-steps"-doktrin fra Abrams97, se præmis 3.4, 2.afsnit. BoA afviste her opfindelser, der anvender regler, som kan anvendes uden andet end den menneskelige hjerne. BoA afviste naturligvis denne påstand og fastslår også i overens-stem-melse med den linie, der blev lagt i Vicom, at opfindelsen skal betragtes som en helhed.
Den anden pointe, der er værd at bemærke, er, at BoA sagde, at en opfindelse godt kan bestå af et mix eller en sammensætning af patenterbare og ikke-patenterbare elementer. Og at sammensætningen i dette tilfælde var acceptabel.

3.3.3 Mix-opfindelser:

BoA behandler i en række sager, begyndende med Koch & Sterzel, problematikken med hensyn til opfin-delser sammensat af elementer, som både kan og ikke kan patenteres. Der er ikke tale om kom-binations-opfindelser. En kombinationsopfindelse bruger forskellige elementer, som alle har teknisk karakter, men hvor det nye er sammensætningen. En mix-opfindelse har "kunstneriske" eller andre ikke-patenterbare aspekter, og det er interessant at se, hvor stor en andel disse aspekter må have af den samlede opfindelse. Problematikken om mix-opfindelser har en nær tilknytning til vurderingen af, om et computerprogram kan karakteriseres som forsøgt patenteret "som sådan". En overvægt af ikke-patenterbare elementer vil betyde, at programmet anses som udenfor det patenterbare område.
Den næste sag er en af de tre IBM-sager, T38/86 (IBM-1). Den drejede sig om et program, der be-handlede en tekst og erstattede enkelte ord med andre efter en metode, der nedsatte lix-værdien. Denne proces kunne ikke patenteres, da der bare var tale om manipulation af abstrakte ideer, og da processen ikke havde en teknisk effekt, der var patenterbar. BoA siger faktisk i præmis 11, at en person med pen og papir kunne foretage samme proces, samme analogi blev anvendt i In Re Abrams98. I  denne IBM-sag fra 1990 og i Koch & Sterzel fra 1988 markeres yderpunkterne for "mental acts" på programområdet. I præmis 12 i IBM-1 siges det, at selv om man i Koch & Sterzel accepterede et mix af elementer, der faldt på hver sin side af grænsen for patenterbarhed, var det ikke alle mix, der var acceptable. Der skal være et fremskridt i den tekniske sfære og ikke i den åndelige99. IBM-1 adskiller sig, ifølge BoA, fra Vicom og Koch & Sterzel ved, at der var et fremskridt i et felt, som er muligt at patentere. Programmets fremskridt i IBM-1 lå i læserens lettere forståelse af en tekst. Jeg mener, at BoA´s sondring er rigtig. Vicom-programmets tekniske effekt var et forbedret billede, mens programmet i IBM-1 alene gjorde teksten lettere at læse, og derfor  var et "åndeligt" fremskridt.
Siemens forsøger at patentere et lignende program året efter, T158/88. Her forsøgte Siemens at om-gå argumentet med manipulation af abstrakte ideer ved at angive en skærmenhed som central for programmet. Basalt forsøgte de dog det samme som IBM året før, og derfor afviste BoA da også an-søg-ningen. Igen begrundes afgørelsen med, at der intet teknisk fremskridt var, men derimod en men-tal.

Den anden IBM-sag(IBM-2) fra1992, T 854/90, vedrørte en automat, som kunne anvendes, hvis et magnetkort blev indsat. BoA afviste opfindelsen på alle områder. For det første fordi der var tale om en "method of doing business", også undtaget i Art. 52, (2) c. For det andet var der intet fremskridt i opfindelsen. Afgørelsens præmisser henviste flere gange til både Vicom-afgørelsen og Koch & Sterzel og deres begrundelser.

I 1993 forsøgte IBM så for tredje gang (IBM-3), T110/90, at appellere til BoA med et computer-pro-gram i patent-kravene. Programmet var et såkaldt "text processing system". BoA skulle tage stilling til både "mental acts"-spørgsmålet og til spørgsmålet, om der var tale om et computerprogram som sådan. Pro-grammet var anderledes end de programmer, der blev forsøgt patenteret i IBM-1 og Siemens. Det gav ikke en bedre forståelse af teksten for læseren, men ændrede teksten og justerede hardwareprofiler, så de passede til tekstbehandlingssystemet. Der var altså tale om en teknisk effekt og ikke mental effekt. Pro-grammets tilknytning til hardware betød, at man ikke kunne afvise pro-grammet. Interessant er det at bemærke, at i begyndelsen af præmis 5 bemærkede BoA, at:
"Although in the exclusions from patentability under article 52 (2), a general tendency might be detected to suggest that only abstract and non-technical subject matters are excluded as such (Article 52 (3)), it seems worthwhile to note that computer programs not having an abstract, or non-technical 'content' must be considerd also to fall within the exclusion, as long as they are claimed as such".
Dette var måske en reaktion på den mere og mere liberale amerikanske holdning og software-indu-striens mere og mere intensive ønsker om en udvidelse af det patenterbare område til i højere grad at gælde dem. BoA præciserede, at der skal være et fremskridt på et område, der er muligt at patentere. Selvom BoA var meget definitive i deres afvisning af at patentere "as such" programmer, er det dog værd at bemærke, at de anerkendte, at programmet i IBM-3 ikke altid vil blive anvendt i en "special purpose"-computer, men meddelte patentet alligevel, idet de anså det for en metode med teknisk effekt. Dette var dog ikke umiddelbart en nyskabelse, men nærmest en gentagelse af præmis 12 i Vicom100. Det, der gør, at BoA´s udtalelse virkede anderledes, er, at de i præmis 5 i IBM-3 direkte nævnte muligheden for anvendelse i en "general purpose"-computer. Vicom nævnte i deres præmis-ser overhovedet ikke EPO´s argument under forhandlingerne om afvisning på baggrund af, at proces-sen kunne gentages i en "general purpose"-computer". Umiddelbart er retstilstanden den samme, men BoA signalerede dog en mere liberal holdning.
Det virker også som om, BoA gør endeligt op med kerneteorien, idet de i præmis 7 udtaler:
"it would not be apropriate to 'weigh' the non-technical and technical features for the purpose of finding out which ones preponderate, nor to search for the 'heart' of the invention and disregard the rest..." (min kursivering)

Næste sag er fra 1993, T 164/92. Denne sag minder meget om den forudgående IBM-3 sag, og den fik da også samme udfald. Der var tale om et program, der overvågede en computer, dennes kom-ponenter og programmer. Programmet styrede bl.a. computerens 'reset', eller 'genstart', funktion. Igen var der tale om en proces, der havde en teknisk effekt, og derfor ikke kunne karakteriseres som kun vedrørende et computerprogram "as such". BoA fastslog igen for en god ordens skyld, at programmer as such stadig ikke var patenterbare, selvom deres 'indhold' kunne karakteriseres som teknisk101. BoA anerkendte dog i sam-me åndedrag, at en opfindelse set som helhed, indeholdende elementer som falder udenfor det patenterbare område, ikke desto mindre kan være patenterbare, hvis opfindelsen på det tekniske område er nyskabende.

En engelsk sag fra 1997 skal også i denne sammenhæng trækkes ind, da der blev procederet meget på Vicom-præmisserne. Det drejede sig om Fujitsus Application102. Fujitsu søgte et engelsk patent på metode og maskine til at skabe syntetiske krystalstrukturer (billeder). Patentet blev afslået i alle in-stanser. Fujitsu lagde megen vægt på at være identisk med Vicom. Dette afvistes ved den engelske appelret, da der ikke kunne påvises en teknisk effekt ( i Vicom var der tale om et forbedret billede). Det, der før i tiden var opnået med plastikmodeller, blev nu opnået via en konventionel computer med et konventionelt display. Da dette var den eneste nyhed, blev patentet med rette afvist. Judge Aldous slutter:
"A claim to a method of carrying out a calculation (a method of performing a mental act) is no more patentable when claimed as being done by a computer than when done on a piece of paper."
Igen blev analogien med papiret brugt. Denne analogi er hentet fra In Re Abrams103 og brugt mange andre steder.

3.3.4 De seneste sager:

To sager fra 1994 vedrørte begge problematikken, mht. om opfindelsen kunne anses for havende en teknisk effekt.
Den første T769/92104 vedrørte et management-system. Her sagde man, at der ikke udelukkende var tale om et program, men om et stadie som involverede tekniske aktiviteter. Af denne grund kunne man ikke karakterisere opfindelsen som værende udelukkende et program. Det syntes i denne afgørelse stadig at være et krav, at programmet anvendes i forbindelse med en computer.
Den anden afgørelse minder en smule om den type program, som var stridsmålet i In Re Beauregard. Sa-gen T59/93 vedrørte en metode til interaktiv rotering af et grafisk objekt. Den tekniske effekt var her den forbedrede grad af kontrol over det grafiske objekt. Denne sidste afgørelse er endnu utrykt, og jeg har således ikke haft mulighed for at læse patentkravene og BoA´s præmisser. Derfor er det heller ikke muligt at kommentere yderligere om sagens lighed med In Re Beauregard

3.4 Guidelines:

EPO har ligesom mange andre patentkontorer rundt om i verden udsendt nogle retningslinier for opnåelse af patent. Der er dog ikke i øjeblikket et særegent sæt guidelines, som anvendes ved undersøgelsen af computer-relaterede opfindelser, som der er i f.eks. USA og Japan.
I "Guidelines for examination in the EPO" 1978 accepterede EPO den, i USA forældede, "point-of-novelty"-doktrin, med en deraf følgende dissektion af opfindelsen. Derfor skulle en opfindelse, hvori nyheden alene lå i anvendelsen af et computerprogram, afvises105. Dette til trods for at den amerikanske udvikling siden 1969 var gået i den modsatte retning med sager som In Re Bernhard106 og In Re Chatfield107, for ikke at nævne højesteretsafgørelsen i Gottshalk vs. Benson fra 1972. Disse guidelines forblev ude af trit med udviklingen indtil 1985, hvor EPO udstedte "Guidelines for the assesment of software-related inventions", et specifikt regelsæt til software. Disse nye retningslinier gjorde 'forbudet' i Art. 52 (2) c og de gamle retningslinier mindre restriktive. Herefter skulle opfindelsen ses som en helhed, og sålænge der var en praktisk anvendelse for opfindelsen, og denne havde en teknisk karakter, spillede det ingen rolle, om der var et computerprogram involveret. Denne nye vurdering ligger relativt tæt på den amerikanske Freeman-Walter-Abele108-test, udviklet fra 1978-82. Det eneste reelle spørgsmål i disse nye retningslinier var, hvad der skulle forstås ved teknisk? Her skævede man dog til både tysk og amerikansk ret109, men det er også senere fastslået ved BoA praksis110. På dette punkt er begge sider af Atlanten enige. Fra praksis, f.eks. Vicom-sagen, er det tydeligt at se påvirkningen fra de nye retningslinier. I 1994 udsender EPO et helt nyt sæt gene-relle retningslinier, der indkorporerer Assesment Guidelines fuldstændigt.
Der er ikke identitet mellem de to sæt "guidelines" fra henholdsvis USPTO og EPO. Hvor USPTO direkte siger, at et program alene behøver at have relationer til et fysisk lagermedie, har EPO den stik modsatte holdning. I EPO guidelines afsnit C, IV, 2 står der direkte, at:
"...if a computer program is claimed in the form of a physical record, e.g. on a conventional disc, the contribution to the art is still no more than a computer program..... and is therefore not allowable."
Senere siges det, at ovennævnte situation normalt ikke ændrer sig, hvis programmet indlæses i en "kendt" computer. Der åbnes dog for patentering i det tilfælde, hvor et program i en computer har en teknisk effekt:
"If, on the other hand, a computer program in combination with a conventional computer causes the computer to operate in a different way from a technical point of view, the combination might be patentable."
Denne betragtning minder lidt om synspunktet fra In Re Alappat111, hvorefter en konventionel computer bliver speciel, når computerprogrammet er indlæst.
Generelt henviser de europæiske retningslinier til den almindelige behandling af opfindelser også ved undersøgelsen af computer-relaterede opfindelser. Der er altså ikke en særstatus som i USA for com-puter-programmer.

3.5 Grønbog:

Som en naturlig opfølger til "Grønbog om ophavsret i informationssamfundet"112, udgav Kommis-sionen i 1997 "Grønbog om EF-patentet og det europæiske patent system"113. Afsnit 4.2 behandler specifikt computerprogrammers patenterbarhed. Afsnittet er en opsummering og kommentar til såvel USPTO og JPO´s114 nye "guidelines". Afsnittet stiller spørgsmålet, om man skal følge med deres, USPTO & JPO, udvikling. Afsnittet fremhæver de punkter og argumenter, som er diskutable, navn-lig fjernelse af Art. 52 (2) og forbuddet mod patentering "som sådan", fremfor at komme med en holdning til en kommende retstilstand. Der stilles endvidere nogle spørgsmål, se bilag 3, der ønskes besvaret af de involverede parter: Virksomheder, organisationer og medlemsstater. Spørgsmålene har en svarfrist i november 1997, og derfor ligger deres besvarelse udenfor denne opgaves tidshorisont.

3.6 Delkonklusion:

Vicom-sagen var den eneste sag, der direkte involverede spørgsmålet om program-algoritmers patentering. Det må herefter være et krav, at en algoritme i et patentkrav skal have nære relationer til den tekniske effekt på en fysisk størrelse. Man anså i Vicom et forbedret billede for en tilstrækkelig fysisk enhed.
De resterende afgørelser drejede sig stort set om, hvad der kunne anses for teknisk, og hvilke "mix" af ikke-patenterbare og patenterbare elementer, der kan accepteres. Det i afsnit 3.2 citerede synspunkt fra Gunter Gall er et lysende bevis på det tidlige (forkerte) syn på computerprogrammets natur. Computerpro-grammer er ikke blot information, de er komplicerede løsninger på problemer. Nicolas Negroponte siger i sin bog "Det digitale liv", at verden har forandret sig fra at dreje sig om køb, transport og manipulation af atomer til i langt højere grad at dreje sig om bits115. Det er netop denne forandring, den traditionelle patentrets lære har svært ved at forstå. Først når der opnås en for-ståelse af, at forandringer i bits er lige så berettiget til patentering som forandring af atomer, har man fuldt ud anerkendt, hvor computerprogrammets værdi ligger.
Modsat USA er der ikke specielle regler og "guidelines", som udelukkende er anvendelige på soft-ware-relaterede opfindelser. Dette er både godt og skidt. Skidt fordi man ikke fuldt ud anerkender de specielle problemstillinger, der er på området, og søger at løse dem. Godt fordi man ikke ophøjer software til noget unikt, men ser på denne type opfindelser, som man ser på alle andre typer, og stiller de samme generelle krav. Dette giver en ensartethed som gælder alle opfindelser uanset type og kategori.
Det er svært for mig at se forskellen på den situation, hvor der forsøges at få meddelt et patent på et computerprogram lagret på en disk og det tilfælde, hvor et computerprogram er indlæst i en konven-tionel computer. Begge situationer sigter mod at få computeren til at opføre sig specielt. Programmet er lige flygtigt, uanset om det er på diskette eller ligger på harddisken eller i ROM-kredsen i com-puterens indre. Et program på en disk har ikke andre formål end at få computeren til at opføre sig specielt. Det er denne opførsel, som er patenterbar. Metoden/algoritmen er ikke i sig selv patenter-bar, det må være en selvfølge, ud fra de betragtninger som retten kom med i den amerikanske sag O´Reilly vs. Morse116. Men hvis det karakteristiske ved programmet er, at det kan få computeren til at opføre sig på en måde, som opfylder kravene for meddelelse af patent, er det ligegyldigt om pa-tentkravene kun har relationer til en disk, de er stadig orienteret mod computeren. På den anden side vil den tekniske effekt måske være utydelig, en fagmand vil ikke kunne reproducere opfindelsen ud fra kravene endsige definere, hvad der er opfundet, eller patentet vil udtømme anvendelsen af me-toden eller algoritmen, hvis der kun er citeret på en disk. Hvis det er tilfældet, er det patentkravene, som der er noget i vejen med, og ikke progammet på disketten. Patentansøgningen kan herefter af-vi-ses på grund af manglende tydelighed. Diskussionen om, hvad der kan karakteriseres som "as such", er den samme som "printed-matter"-diskussionen. Hvis man anser software for værende "mere arran-gement of printed matter", og at det derfor ikke afgiver funktionalitet, så er computerprogrammet på en disk ikke patenterbart, fordi det karakteriseres som "as such". Hvis man derimod ser en tekst, som er læsbar af en computer, som afgivende funktionalitet, er programmet ikke allerede til at afvise, for-di det kun er sat i forbindelse med en diskette. Det vil sige, at selvom det kaldes noget andet, om-handler diskussionen også i Europa "printed-matter" og dermed spørgsmålet, om programteksten i sig selv kan afgive en funktionalitet, som er patenterbar? Svaret er ja i USA, men nej i Europa.
Med Grønbogen og BoA´s udtalelser i T 110/90 og T 164/92 i tankerne er det meget kompromisløse forbud mod patentering af computerprogrammer ikke så kompromisløst mere. Der er nu nok mest tale om at computerprogrammet ikke udelukkende må bestå af manipulation af abstrakte ideer, der skal ske en forandring af et fysisk element. Det vil sige, at Computerprogrammet skal anvendes i en maskine eller som led i en proces, hvor fysiske elementer indgår som væsentlige bestanddele.


Afsnit 4: Dansk Patent Afsnit.

4.1 Reglerne:

Ligesom de europæiske og amerikanske patentregler, har den danske Patentlov blandt andet sine rødder i PCT, men de danske regler hidrører desuden også fra den fælles nordiske lovreform fra 1967 (tre år før PCT). Dernæst har Danmark tiltrådt både den Europæiske Patentkonvention (1973 EPK) og aftalen om EF-patentet (1989 EF-PK), begge er omtalt i afsnit 3.2 om de europæiske regler. At retsreglerne er sammenfaldende, for så vidt angår deres rødder i internationale traktater, og den deraf følgende harmonisering af opfindelseshøjdekrav, fortolkninger etc., betyder, at den danske retspraksis i høj grad bør være sammenfaldende med retstilstanden i lande, som har tiltrådt samme konventioner. Mogens Kokt-vedgaard bemærker da også, at et lille land som Danmark umuligt kan "opretholde principper, der adskiller sig væsentligt fra industriens hovedlande"117. Dette er måske sandt i praksis, men i teorien er der faktisk mulighed for, at et patent udstedt via EPO kan have forskellig udstrækning i de forskellige medlemslande, jvf. afsnit 3. Det skal dog retfærdigvis bemærkes, at Danmarks tiltræden af EPK betyder, at EPO praksis skal være normgivende for vurderingen af patenter søgt i Danmark.

Det danske patentsystem er opbygget således, at man indgiver en ansøgning til Patentdirektoratet enten om dansk eller internationalt patent. Afvisninger kan ankes til Patentankenævnet og videre til de almindelige domstole. Der er dog ikke som i USA en righoldig domsstolspraksis på patent-om-rå-det. Dette betyder, at Patentankenævnets administrative praksis får en væsentlig betydning.
Den nuværende Patentlov (Ptl.) er sidst ændret ved Lbk. 1996-13-6, 824.
Den danske Patentlov har følgende krav, som skal opfyldes, før der kan være tale om en patenterbar opfindelse:
1) Ptl. §1, stk. 1 - Der skal være tale om en opfindelse.
2) Ptl. §1, stk. 1 - Denne skal kunne udnyttes industrielt.
3) Ptl. §2, stk. 1 - Opfindelsen skal være ny - et objektivt nyhedskrav.
4) Ptl. §2, stk. 1 - Opfindelsen skal have "opfindelseshøjde", "væsentligt adskille sig fra".
5) Ptl. §1, stk. 1 - Opfindelsen skal være praktisk anvendelig.
I Ptl. er der i §1 stk. 2-4, ligesom EPK Art. 52118, opregnet områder, som ikke anses som patenterbare.  §1, stk. 2 nr.3 siger:
(Som opfindelser anses især ikke, hvad der alene udgør) planer, regler eller metoder for intellektuel virksomhed, for spil eller for erhvervsvirksomhed eller programmer for datamaskiner,
Paragraffen er formet efter EPK Art. 52, 2, og umiddelbart syntes formuleringen ikke at signalere en anden forståelse end den, som konventionen tilsigter119. I bemærkningerne til Ptl.120, fra 1978, gives det som årsag til undtagelsen, at programmer "alene udgør anvisninger til det menneskelige intel-lekt"121. Mogens Kokt-vedgaard anfører, at en anden grund formodentlig også er, at det i denne kate-gori er vanskeligt at foretage en fyldestgørende nyhedsundersøgelse122.
Begrundelsen "anvisning til det menneskelige intellekt" minder lidt om de overvejelser amerikansk retsprak-sis havde gjort sig i bl.a. sagen In Re Abrams123, hvor man anførte, at et menneske med papir og blyant kun-ne gøre det samme. "Mental-steps"-doktrinen blev i USA forladt af CCPA i 1968-69 og endeligt i 1981 i Diamond vs. Diehr124. Det virker som om, lovgiver har skelet til USPTO og EPO og ikke CCPA, sikkert i lyset af at Supreme Court underkender CCPA i to tilfælde125, der dog ikke tager reelt stilling til "mental-steps"-doktrinen. EPO Guidelines har også indtil 1985 en art "mental-steps"-doktrin i deres retningslinier for undersøgelsen af computer-relaterede opfindelser
Det er også iøjnefaldende, at Komm-Ptl126 angiver den besværlige og utilfredsstillende mulighed for en nyhedsundersøgelse som en af de vægtige grunde for at afvise et softwarepatent. Samme argu-ment  blev også brugt af USPTO mod CCPA´s ønske om en mere liberal holdning til spørgsmålet.

Rækkevidden af Ptl. §1 er vist af en række sager, som jeg har valgt dels ud fra deres computer-re-la-terede indhold, men også ud fra et tidsmæssigt perspektiv i forhold til EPO og USPTO praksis for at analysere, om der skulle være en forskel, eller om Patentdirektoratet følger "Industriens hoved-lan-de".

4.2 Dansk Praksis:

4.2.1 De tidlige sager: analysen af computerprogrammet:

De tidligste sager vedrørende computer-relaterede opfindelser er meget inspireret af EPO's og resten af Eu-ropas tilgang til opfindelser. Det ses tydeligt i to sager fra 1976 og 1984. Begge sager be-hand-ler problemet med afgrænsningen af det patenterbare område overfor forbuddet i §1, stk. 2 nr.3. Det, der er interessant i disse afgørelser, er tilgangen til eller den måde, man analyserer opfindelsen på.
Den første af de tidlige sager er fra 1976, P 9/74. Denne ankenævnsafgørelse vedrørte en opfindelse, der kombinerede et tegneplan, en programmeret regnemaskine (tidlig version af det "danske" ord: computer) og enkelte andre elementer. Patentet ønskedes afvist af tredjemand med den begrun-delse, at opfindelsen alene var anvisninger til det menneskelige intellekt. Patentdirektoratet (og an-melder) anførte, at der var tale om et apparat, der på en ny måde kunne udføre simpelt tegnearbejde. Heroverfor anførte klageren, at opfindelsen bestod af kendte elementer i en kendt sammenstilling med programmet som det eneste nye. Dette argument dufter lidt af kerneteori og "point-of-novelty"-doktrin. Patentdirektoratet forklarede Ankenævnet, at de fandt, at kombinationen af regnemaskine og en såkaldt "X-Y skriver" var en ny idé og derfor patenterbar, men anerkendte at hvis man ikke kunne godtage denne idé som værende af teknisk natur, så var det eneste nye... programmet127. Pa-tentankenævnet fandt, at de enkelte elementer var kendte og kombineret udelukkende via et nyt com-puterprogram. Da ideen med hensyn til at konstruere et nyt tegneapparat samtidigt var en anvisning til det menneskelige intellekt, måtte opfindelsen afvises, da den ikke var omfattet af Ptl.'s opfin-del-sesbegreb. Patentankenævnet anvendte altså en analyse af opfindelsen, som dissekerede den og så på hver enkelt del for sig. Det tekniske fremskridt, som opfindelsen som helhed repræsenterede, kom-menteres ikke. Patentankenævnet lå altså på linie med den dagældende EPO- praksis (kerneteori) og den tidligere amerikanske praksis ("point-of-novelty"). USA havde dog på dette tidspunkt, i 1976, taget af-gørende afstand fra denne retstilstand med sager som In Re Musgrave128 og In Re Chatfield129.
Siemens var involveret i den næste sag fra 1984, P 20/78, der angik en opfindelse, som bestod af flere elementer, deriblandt et program der skulle behandle og udsende informationer i form af polaritetsskift. Den opgave programmet varetog, var ifølge Siemens yderst krævende, og den fremgangsmåde, der søgtes patenteret, lettede "de strenge realtidsfordringer betydeligt". Patentdirektoratet afviste opfindelsen, da de mente, at disse manipulationer af data savnede teknisk karakter. Siemens frem-hæ-vede, at der i kravene var angivet nye træk af apparatmæssig karakter, og da opfindelsen var en ny opbygning af et forbindelsesetableringsanlæg, måtte det opfylde kravet om teknisk karakter. Patent-direktoratet bemærkede at det eneste nye i opfindelsen var opdelingen af lagerenheden, databear-bejd-ningen og kommunikationen mellem de forskellige enheder. Patentdirektoratet kom endvidere med en meget interessant udtalelse:
"..en sådan eventuel mangel ved ansøgningen angående beskrivelsens tydelighed med henblik på den fagmandsmæssige udøvelse af opfindelsen, har direktoratet ikke under sagens behandling fundet anledning til at påtale, idet opfindelsens kerne, det vil sige det for opfindelsen nye og ejendommelige, er anset for at være en ikke teknisk anvisning i form af et program..."130
Her citeredes meget tydeligt tysk kerneteori. Patentankenævnet delte sig i en 3:2 afgørelse. Flertallet stemte for omstødelse af Patentdirektoratets afgørelse og genoptagelse af ansøgningens behandling, da der var nye og andre elementer i opfindelsen end programmet, og derfor kunne den anses som havende teknisk karakter. Det virker ikke som om, der er sket nogen egentlig ændring i opfattelsen hos flertallet. Det virker stadig som om, at opfindelsen dissekeres, og der var altså ikke i denne afgørelse tale om, at flertallet afviste den kerneteori, som mindretallet lænede sig op ad. Mindretallet så opfindelsen som havende teknisk karakter, men da den særlige programmering var det eneste nye, burde den afvises. En lille detalje er, at de to eneste tilbageblevne ankenævnsmedlemmer fra den nyeste Siemens-sag, refereret nedenfor i afsnit 4.2.2, er Beyer og P.G.Jensen. Beyer var med i det flertal, der afviste den tidligere Siemens-opfindelse, mens P.G.Jensen var i det mindretal, der ønskede at godkende patentet. Også i T 20/78 stod deres holdninger overfor hinanden.

4.2.1.1 "Point of Novelty" vs. Kerneteori:

I både Koch & Sterzel131 i EPO-regi og de to ovenstående danske afgørelser er der procederet på eller henvist til kerneteorien. Denne stammer fra tysk praksis og er tiltænkt at finde opfindelsens inderste kerne: "Der algemeinte erfindings gedanke"132. Man skiller således opfindelsen ad og vurderer hvert enkelt elements tekniske idé/værdi. Dette er selvfølgelig en meget ugunstig måde at vurdere opfin-delser på specielt for kombinations- og mix-opfindelser, da enkelte elementer meget vel kan falde udenfor det patenterbare område, men set som en helhed kan opfindelsen meget vel være beskyttelses-værdig. Det skal for en god ordens skyld bemærkes, at det ikke er alle mix, som er acceptable, jvf. IBM-1133. Kerneteorien minder meget om den ovenfor i afsnit 2.2.2 omtalte "point-of-novelty"-doktrin. Denne doktrin ser også på opfindelsens elementer, og hvis det eneste nye er computerprogrammet, afvi-ses opfindelsen. Kerneteorien er mere analyserende og vurderer om opfindelsens grundidé er tek-nisk. Teknisk betyder normalt "rettet mod beherskelse af naturkræfterne"134. De to teorier er dog forlængst forladt i både USA og Europa med sager som Diamond vs. Diehr135: "the invention con-si-dered as a whole". Alligevel kan det se ud som om, de to jurister i Patentankenævnets mindretal i 1984-sagen stadig læner sig op af kerneteori.

4.2.2 Algoritmekrav:

Også i dansk praksis har det været forsøgt at patentere en algoritme uden at afgrænse opfindelsens brug af denne.
Sagen fra 1979, P 11/77, og angik et patent søgt af Siemens. Opfindelsens krav blev omformuleret flere gange, men omfattede i sin essens en fremgangsmåde til behandling af informationer i en com-puter. Patentdirektoratet mente, at "de med opfindelsen forbundne fordele er en følge af frem-gangsmåden som sådan, og især af den i tilknytningsprogram indkodede information136." Siemens synspunkt var, at der ikke søgtes patent på et computerprogram som sådan, men "derimod den af programmet realiserede teknik". Til dette bemærkede Patentdirektoratet, at det foreliggende krav ikke angav andet end, hvad en fagmand kunne programmere en almindelig computer til. Jeg mener også at kunne læse, at Patentdirektoratet mente, at Siemens forsøgte at tage patent på algoritmen. Patentankenævnet stadfæstede, korrekt efter min mening, direktoratets afvisning, i en 4:1 afgørelse. Denne afgørelse var en smule mere i takt med deres amerikanske kolleger. Det er tydeligt, at Siemens for-søgte at gemme et ikke-patenterbart matematisk algoritmekrav ved at maskere det som et apparat. Medmindre der er en specifik og tydeligt afgrænset anvendelse af algoritmen, som i f.eks. Diamond vs Diehr eller Vicom, kan en sådan ikke være omfattet af patentet. Der var i dette tilfælde altså tale om manipulation af abstrakte, ikke-patenterbare størrelser.

Algoritmen er også en del af problemet i sagen P 1/83, der drejede sig om patenteringen af en selv-indstillende regulator. Patentkravene var her meget svage, der var anvendt en algoritme, som var ubestemt og som helhed kunne opfindelsen ikke siges at skille sig ud fra kendt teknik. Patent-anke-nævnet stadfæstede direktoratets afvisning, idet de sagde, at der hovedsageligt var tale om en algorit-me, som skulle anvendes i en konventionel computer. Det var reelt alene algoritmen, der blev søgt patent på, da resten af kravene ikke afvigede fra kendt teknik.

Som et endnu åbent spørgsmål skal det bemærkes, at Nykredit i 1997 afleverede en patent--ansøgning på deres Flexlån. Der var ikke anvendt noget computerprogram, men alene en fremgangsmåde. Ifølge Nykredit søgtes der patent på udregningerne af Flexlån, dvs. algoritmen. Det nye og den tekniske ef-fekt skulle findes i den bagvedliggende idé mht. at beregne lånets størrelse. Realkredit Danmark har foreløbig fået nej to gange fra Patentdirektoratet på ansøgninger, der lignede Nykredits, men de har endnu en ansøgning undervejs. Umiddelbart minder denne konstruktion meget om Signature vs. State Street137, hvor patentet blev afvist, da man sagde: "An invention that inputs, processes, and out-puts numbers must by definition perform mathematical operations." Umiddelbart må det samme gælde for Nykredits patentansøgning, med mindre der er en teknisk effekt138. Hvis patentet afvises, bliver det rart at få en afgørelse fra Patentankenævnet og måske endda en domstolsafgørelse, som beskæftiger sig med betingelserne for en algoritmes patentering, selvom ansøgningen ikke drejer sig om computerprogrammer. Algoritmespørgsmålet har nemlig en nær tilknytning til spørgsmålet om patentering af computerprogrammer.

4.2.3 Kravsprog:

Kravsproget er meget centralt, da det definerer opfindelsens grænser. Problemer opstår hovedsageligt hvor algoritmen eller computerprogrammet anvendes i forbindelse med et apparat eller en maskine, der ikke tydeligt angives (kan reproduceres af en fagmand), eller hvor patentkravene i sig selv er utydelige.
Sagen P 30/88, fra 1990, drejede sig om en "fremgangsmåde og apparat til styring af kontrasten ved reproduktion". Under sagen, som var en klagesag, fremførte klager, at: der alene var tale om en programmeringsforskrift, og at det anførte apparatkrav var utydeligt og ukomplet. Klager fremførte også, at det eneste nye i  fremgangsmåden, i forhold til kendt teknik, var programmeringsforskriften. Patentankenævnet, afviste påstanden om, at der alene var tale om en programmeringsforskrift, da der her var tale om en teknisk handlen (lysregulering). Patent-ansøgningen afvistes alligevel, da den kendetegnende del af kravet fandtes nærliggende for en fagmand. Der var altså ikke et tilstrækkelig spring i erkendelsen til at møde opfindelseshøjdekravet. Desuden gives klageren medhold i, at det fremlagte apparatkrav var ufuldstændigt.

4.2.4 Omfanget af forbuddet i Ptl. §1, stk. 2, nr. 3:

Der er ingen danske retsafgørelser, som behandler afgrænsningen af §1, stk.2 nr.3, de fleste klagere affinder sig med Patetankenævnets afgørelse. Sverige derimod har en højesteretsdom på netop dette område fra 1990. En svensk afgørelse har relevans i forhold til dansk ret, fordi der i mange år har været et lovsamarbejde på området mellem de nordiske lande. Derfor er reglerne stort set enslydende, de har samme baggrund og må have samme fortolkningsgrundlag.
Den svenske højesteret tog i 1990 stilling til en computer-relateret opfindelse i Regäringsrättens dom af 13 juni 1990139. Sagen drejede sig om Patentverkets140 afvisning af en metode og et apparat til behandling af et tonesignal og bestemmelse af tonehøjde. Opfindelsen blev afvist med henvisning til, at den alene bestod af et antal algoritmer sammen med en konventionel computer, dette ansås ikke som havende en teknisk karakter.
Regäringsrätten brugte meget tid på at analysere europæisk praksis og EPK, og den kom frem til, at den svenske Patentlov var i overensstemmelse med EPK. Derimod ansås praksis for uoverensstemmende, for så vidt EPO accepterer et bredere udsnit af opfindelser, også hvad angår computerprogrammer. EPO godkender altså opfindelser, som Patentverket ikke vil acceptere. Til dette bemærkede Regäringsrätten,  at eftersom Sverige har tiltrådt EPK, ville en lempning af svensk praksis formodentlig være at ønske, og var en sådan ville være praktisk mulig indenfor rammerne af den gældende §1. Med dette som baggrund hjemviste Regäringsrättens flertal afgørelsen, idet §1 ikke kunne anses som en hindring og eftersom opfindelsen havde en tilstrækkelig teknisk karakter, selvom den anvendte kendte tekniske elementer. Et mindretal på 4 dommere ville stadfæste Patentverkets afgørelse.
Da der ikke er en lignende dansk afgørelse, og med henvisning til indledningen i dette afsnit, taler meget for, at man kan lægge nogen vægt på denne svenske afgørelse. Analysen af forholdet mellem EU- og national ret er efter min mening korrekt og velbegrundet, og derfor er den formodentlig også anvendelig i Danmark.

4.3 Danske retningslinier:

Der er ikke i Danmark, som i USA, et sæt  undersøgelsesregler, som specifikt gælder computer-relaterede opfindelser. Patentdirektoratet har udarbejdet en folder på 16 sider, som skal gøre det ud for en vejledning til ansøgerne. Heri konstateres det blot, at der ikke meddeles patent på edb-programmer. Der er ikke offentliggjort generelle retningslinier, som f.eks. EPO har gjort det, og derfor er det ikke muligt at sige, hvilke elementer sagsbehandleren lægger specielt vægt på i forbindelse med undersøgelsen andet end de synspunkter, som er kommet frem under de ovennævnte ankenævnsafgørelser. Det, der primært lægges vægt på i afgørelserne, er, at patent-kravenes indhold skal vise/begrunde en tekniske effekt, og de må ikke bare være udtryk for manipulation med abstrakte størrelser. Der syntes også at være et krav om, at computerprogrammet skal have en kvalificeret fysisk effekt, der må ikke blot være tale om en algoritme, som anvendes i en konventionel computer. Dette krav minder lidt om det amerikanske, se afsnit 2.2.3 ovenfor. Kravsprogets tydelighed vurderes nøje i sagerne fra 1985 og 1990.  
Selvom der ikke er nogle danske retningslinier, må "Guidelines" fra EPO have en smule at sige. Da vi tiltrådte EPK, accepterede vi en harmonisering af de danske regler, så de passede til de europæiske. Det er da også overensstemmende med det, den svenske højesteret sagde i den ovenfor citerede dom.

4.4 Delkonklusion:

Hvor står dansk ret så i forhold til de ovenfor skitserede praksis-afsnit om USPTO og EPO? Med hensyn til anvendelsen af algoritmen i et computerprogram må retstilstanden siges at være ret ensartet, måske fordi problemstillingen ikke er begrænset til computerprogrammer alene. Over det meste af verden betragter man matematiske algoritmer som fundamentale sammenhænge. Selve opdagelsen kan ikke patenteres, men en specifik anvendelse kan. Matematiske algoritmer anvendt i computer-programmer er derfor ikke en anden problemstilling end matematiske algoritmer anvendt i andre sammenhænge. De danske afgørelser P11/77 og P1/83 er derfor også helt på linie med sagerne Vicom og Diamond vs. Diehr.
Analysen af computer-relaterede opfindelser har fulgt samme linie i USA og Europa. Den amerikanske "Point-of-novelty"-doktrin er at sammenligne med den europæiske kerneteori, og sidstnævnte har også været anvendt i dansk ret. I forhold til computer-relaterede opfindelser er det tydeligt, at en sådan tilgang til patentansøgningen er meget skadelig og uanvendelig. Man var i USA først med hensyn til at anerkende den skadelige effekt, en sådan analyse havde. Først langt senere forlod EPO og Danmark denne analyse. For Danmarks vedkommende skete dette i 1976. Det er nu fastslået, at opfindelsen skal undersøges i sin helhed, og at hvert enkelt element ikke skal undersøges for sig.
Det helt store spørgsmål har altid været, hvornår et program kan anses for omfattet af §1, stk.2, nr.3, der undtager computerprogrammer som sådan fra patentering. Dette punkt kan splittes op i underspørgsmål. For det første spørgsmålet om teknisk effekt, og for det andet spørgsmålet om programmets fysiske relationer. Der synes også at være enighed om, at computerprogrammet skal forårsage en forandring på et kvalificeret område. Stridsmålet er at definere dette kvalificerede område. En nedre grænse kan sættes, hvor programmet blot er en manipulation af abstrakte størrelser, her er der ikke en acceptabel forandring. I USA var der sagen Gottschalk vs. Benson, i EPO var der IBM-1 og den danske afgørelse P11/77, hvor der var tale om en utilstrækkelig effekt. Der er imidlertid en yderligere afgrænsning. De tidlige afgørelser fastslog, at der skulle være tale om en forandring udenfor computeren for at forandringen var tilstrækkelig kvalificeret. Udviklingen er dog gået i retning af, at en forandring inde i computeren er tilstrækkelig, f.eks. Bosch´s reset-funktion i T164/92. Grænsen er altså flyttet, idet man nu anerkender, at der kan opstå en teknisk effekt internt i computersystemet. Den nugældende nedre grænse for forandring må i dansk ret være identisk med den svenske højesteretsdom fra 1990. Samme svenske afgørelse er også god at blive klog af, når man skal vurdere EPO-praksis som retsskabende i forhold til de enkelte medlemslande.
Det andet spørgsmål i forbindelse med vurderingen af programmets karakter er programmets fysiske relationer. Dette spørgsmål er tæt knyttet til spørgsmålet om, hvad der anses for værende en teknisk effekt. Computerprogrammer blev i de tidlige afgørelser kun accepteret, hvor de var et sekundært element i en sammenhæng, f.eks. Diamond vs. Diehr. I USA anerkendes det i dag, at et program kan have en idé og en effekt, der er patenterbar. Dansk ret er dog ikke gået så langt, men begrænser sig til det tilfælde, hvor forandringen er håndgribelig.
Diskussionen om patentering af programmer som sådan og om fysisk tilknytning handler også i høj grad om, i hvilken sammenhæng programmet anvendes. Hvor USA nu udtrykkeligt accepterer programmer, som udelukkende har forbindelse til en diskette, er det modsatte udtrykkeligt tilfældet i EPO og Danmark. Hos de to sidstnævnte kræves der i det mindste, at programmet er indlæst i en computer. Som omtalt ovenfor i EPO-afsnittet, afsnit 3.6, anser jeg de to situationer som næsten identiske. Derfor er en konventionel computer med et program, der afgiver en speciel opførsel, at anse som næsten identisk med en diskette med et program, som kan få en computer til at opføre sig specielt. Med denne diskussion in mente finder jeg ikke, at der er så stor forskel på de to situationer, som der umiddelbart signaleres.


Afsnit 5 : Undersøgelsen af kendt teknik.


Et af de mest problematiske områder i forbindelse med meddelelsen af et patent på et com-puter-pro-gram er undersøgelsen af kendt teknik. Når man har fastslået, at en opfindelse opfylder de mest ba-sale krav for patentering, kommer diskussionen til at dreje sig om nyhedskravet og opfindelseshøjde-kravet. Kravet om, at opfindelsen skal være ny, er et generelt krav, der gælder for alle opfindelser. På området for computerprogrammer volder undersøgelsen af det i forvejen kendte imidlertid proble-mer.
Det er nyhedskravet, som ligger til grund for undersøgelsen af det kendte. Analysen af kendt teknik splittes op i to dele. For det første, hvad er "kendt", og for det andet en fagmands vurdering af om opfindelsen på denne baggrund adskiller sig væsentligt fra det kendte. Det sidste er kravet om opfindelseshøjde, og dette er beskrevet i afsnit 6 om patentets afgrænsning.

Hvad der er "kendt" er defineret i Ptl. §2, stk.2.
"Som kendt anses alt, hvad der er blevet almindeligt tilgængeligt gennem skrift, foredrag, udnyttelse eller på anden måde."
Samme paragrafs stk.1 fastslår, at der skal være tale om en global nyhed. Det vil sige, at sagsbehand-leren skal foretage en undersøgelse af udenlandske patenter og tidsskrifter for derigennem at fastslå, om computerprogrammet adskiller sig fra det kendte og er nyt. På området for computerprogrammer har undersøgelsen af, hvad der er kendt, som sagt været problematisk. Patentmyndighedernes data-baser har været meget mangelfulde. Dette skyldes blandt andet, at det jo først er her i de senere år, at softwarepatenter er blevet accepterede, og derfor er den tidligste del af den kendte teknik ikke til-gængelig i form af patenter eller patentansøgninger. Kendt teknik skal derfor søges blandt den tidlige programmasse, som pga. industriens vækst og omfang er meget uoverskuelig. Mange af de tidlige pro-grammer eksisterer også udelukkende som maskinkode og er måske desuden ikke længere an-vendt. Softwareindustrien har desuden ingen tradition for at publicere nyheder i tidsskrifter, måske for-di det har været usikkert, hvordan computerprogrammets idé kunne beskyttes.
Efterhånden er der dog en væsentlig mængde ikke-patenteret kendt teknik i form af programmer, bøger, forskning etc., som skal tages i betragtning ved vurderingen af nye opfindelser. Tendensen i patentansøgningerne er samtidig, at der citeres mindre ikke-patenteret kendt teknik som basis for ansøgningen. Af amerikanske patentansøgninger i 1997, som vedrørte software, citerede ca. 50% ingen kendt teknik udenfor det patenterede.
Et af de andre nye områder indenfor patentering, bioteknologien, har ikke de samme problemer som computerprogrammet. Bioteknologien har, i modsætning til computerprogrammerne, en forbindel-se til et område, hvor der i en lang årrække var meddelt patenter. Derfor har bioteknologien let adgang til kendt teknik.
Sagsbehandlerens problem er, at hans adgang til kendt teknik er begrænset, og at han i mange tilfæl-de ikke er uddannet til at behandle computerprogrammer. USPTO søger hovedsageligt efter kendt teknik i amerikanske databaser og amerikanske patenter. Når EPO foretager en eftersøgning, sker det primært i europæiske databaser. Når disse databaser samtidigt er utilstrækkelige, er nyhedsunder-søgelsen ofte mangelfuld. Den manglende adgang til undersøgelse af kendt teknik betyder, at man risikerer at meddele meget brede patenter, der vil hæmme hele industrien. Et eksempel herpå er Comptons multimedie-patent141.  Man risikerer også at meddele et patent, som ikke er gyldigt, da det ikke adskiller sig væsentligt fra kendt teknik. Begge eksempler er meget uheldige.

5.1 GATT TRIPPS Art. 27:

I 1995 kom  World Trade Organisation (WTO) med et dokument, som omhandlede immaterielle rettigheder, de såkaldte TRIPPS142 aftaler. Dette dokument skulle sikre en højere grad af ensartethed hvad angår en lang række immaterielle rettigheder, heriblandt patentrettigheder.

I det endelige GATT143 dokument fra TRIPPS-forhandlingerne behandles patentretten blandt andet i art. 27. Artiklen taler om området for patenterbare opfindelser. Her siges det blandt andet, at opfin-delser skal patenteres på alle områder, der kan karakteriseres som tekniske, og at opfindelsen kan finde industriel anvendelse. Der siges ydermere, at:
Patents shall be available and patent rights enjoyable without discrimination as to...the field of technology..."
Uden at være tilstrækkelig specifik hvad angår ændringer i retstilstanden på enkelte områder, indike-rer dette ikke desto mindre, at det patenterbare område skal fortolkes bredest muligt. Software må kunne karakteriseres som værende på det teknologiske område i det omfang, det har en teknisk ef-fekt. Nogle har set dette afsnit i TRIPPS-aftalerne som en legitimation for de store IT-nationer, Japan og USA, hvorefter de lovligt kan udvide feltet for patenterbare opfindelser til også at gælde computerprogrammer. Det kunne se ud som om, den sidste barriere er fjernet for computerprogram-mers patentering, og det kunne se ud som om, Europa må rette sig efter de store computer-industrinationer.


Afsnit 6 : Ækvivalenslæren

I såvel dansk, som i amerikansk og international patent ret, taler man blandt andet om ækvivalens-læren, eller "doctrine of equivalents", når man skal forsøge at finde en opfindelses grænser, hvad dækker patentet? Efter denne lære skal man anskue en opfindelse bredere end de angivne patentkrav. Kravene udstrækkes til også at gælde substitutioner, som er teknisk ligeartede144. Det vil sige, hvis man erstatter et eller flere elementer med nye, der for en fagmand er nærliggende145, er der ikke tale om en ny opfindelse. Tværtimod risikerer man at krænke patentet. Af eksempler fra dansk retspraksis kan nævnes: U.93.859.H (Kemi-patent) og U.80.271.H (Elektrolyse-apparat). Det er imidlertid svært at fastlægge generelle principper til afgørelse af elementers ligeartethed, det må afgøres fra sag til sag.
Anvendt på patentkrav, der, som det er foreskrevet i både Ptl. §8, stk. 2 og EPK Art. 85 og 35 USC §112, er udfærdiget meget præcist, er ækvivalenslæren yderst brugbar og som regel let at anvende på en konkret sag. Nogle områder er dog så komplekse, at det er meget svært at sammenligne, f.eks. på området for kemiske og bioteknologiske patenter. Per Håkon Schmidt antager146, at beskyttelsesom-fanget for computer-relaterede opfindelser skal udmåles snævert. Dette begrunder han med en nær teknisk tilknytning og muligheden for at udtømme anvendelsen af algoritmen. Denne betragtning er dog ikke en helt akkurat betragtning, som nedenstående vil vise.

I amerikansk ret er der åbnet for, at patentkrav være udfærdiget i såkaldt "means-plus-function"-sprog, som foreskrevet i 35 USC §112 afsnit 6. "Means-plus-function"-sprog kan defineres som: Et element i et krav for en kombination kan udtrykkes som en måde eller et trin til at udføre en speci-fi-ceret funktion uden at citere struktur, materiale eller handlinger til støtte for kravet. Et eksempel på udformningen af kravsproget kunne være:
A rasterizer for converting vector list data representing sample magnitudes of an input waveform into anti-aliased pixel illumination intensity data to be displayed an a display means comprising:
(a) means for determining the vertical distance between the endpoints of each of the vectors in the data list.
(b) means for determining the elevation of a row of pixels that is spanned by thew vector;
(c) means for normalizing the vertical distance and elevation; and
(d) means for outputting illuminationn intensity data as a predetermined function of the normalized vertical distance and elevation.
Ovenstående patentkrav blev fundet patenterbart i In Re Alappat.

Doctrine of equivalents og §112 betyder, at et sådant krav skal anses for dækkende ligeartet struk-tur, materiale eller handlinger beskrevet i specifikationen og disses ækvivalenter.  
Historisk har USPTO nægtet at acceptere softwarepatent-ansøgninger, formuleret i "means-plus-function"-sprog, da man mente, der udelukkende var tale om en algoritme. Efter In Re Iwahashi147 blev der dog åbnet for af formulere patentkrav for computerprogrammer også på denne måde. Retten sagde i dens afgørelse, at krav formuleret i "means-plus-function"-sprog, skulle analyseres som en helhed, og at:
claims shall be construed to cover the corresponding structure, material, or acts described in the specification and equivalents thereof."

På samme måde mente CAFC i In Re Alappat148, at "means-plus-function" var rettet mod en maskine, og derfor var det muligt at patentere programmet i forbindelse med maskinen
Der er åbnet mulighed for at patentere den abstrakte idés resultat (et computerprograms funktionali-tet = tekniske effekt). Samtidig vil krav udfærdiget i "means-plus-function"-sprog dække de fleste måder at nå resultatet på. Dette udsagn skal dog modificeres, da man skal huske på, at "ligeartede" (ækvivalenser) stopper dér, hvor den nye opfindelse ikke er nærliggende for en fagmand, og der altså reelt er tale om en ny opfindelse. Dette bevirker dog ikke, at means-plus-function-våbenet bliver me-get mindre. Der er stadig mulighed for at sigte bredt. Når man skal vurdere, hvad der kan karakte-ri-seres som "ligeartede", udfra et udgangspunkt som er et krav, der angiver metode til at nå et resultat, må området være større, end hvis vurderingen tager udgangspunkt i krav, som specifikt angiver ele-menter til opnåelse af resultatet.
US Guidelines 1996 giver i afsnit V, A-2, fortolkningsbidrag til "means-plus-function"-sprog brugt i softwareopfindelser. Der siges her, at der koblet til "means" skal være enten direkte eller underfor-stået henvisning til hardware struktur/elementer. Umiddelbart er dette en begrænsning, da området snævres ind af maskinelementerne. US Guidelines fastslår, at en henvisning til hukommelse eller lo-gisk kredsløb kan betegnes som tilstrækkelig struktur. Området er nu igen meget bredt, når struktur-kravet er så "lavt" sat.
EPK og Ptl. har ikke umiddelbart noget, der svarer til USC´s "means-plus-function" -sprog. Efter dis-se to skal patentets omfang bestemmes af patentkravene med beskrivelsen som vejledning/fortolk-ning, jvf. Ptl. §39 & EPK art. 85-86. Spørgsmålet er derfor, om det i Europa overhovedet er muligt at affatte krav på en måde, der svarer til "means-plus-function"-sprog? Traditionelt har der været en streng vurdering af patentkravene, forstået på den måde at de skal være præcise i deres afgrænsning -en såkaldt patentkravslære149. Det er tilfældet, fordi europæisk teori og retspraksis fokuserer meget på fastlæggelsen af ækvivalens, modsat amerikansk teori og retspraksis, der koncentrerer sig om kravsproget og opfindelsens "scope"
EPK har tre artikler, der i deres område dækker over det samme, der er indeholdt i §112. Det drejer sig om art. 29, 64 og 84. Der er her krav om patentansøgningens klarhed, afhængighed etc., men det eneste, der er nævnt om dets udfærdigelse, er, at det skal definere opfindelsen, være klart og koncist. Den danske Patentlov svarer til EPK med §8, stk.2 og §39. "Means-plus-function"-sprog kunne let passes ind i disse regler, men det er spørgsmålet, om det er accepteret.
I EPO-regi har der været flere afgørelser om kravenes udfærdigelse. En del af dem angik såkaldte "product-by-process"-krav, der dog er mindre interessante i denne sammenhæng, da disse krav drejer sig om produkter defineret i termer, som er en proces eller et trin til fremstilling af produktet. Det er muligt at udfærdige sine krav på nævnte måde, hvis produktet opfylder kravene for patentering150, og det ellers ikke er muligt at beskrive opfindelsen. Selvom der gennem denne praksis er åbnet for at patentere et slutprodukt ved hjælp af processer, siges der intet om kravsproget.
Et langt mere interessant område er de såkaldte "Functional claims". Disse patentkrav kan bedst kan oversættes med: Funktionelle krav eller krav defineret ved deres funktion. Sådan udfærdigelse af pa-tentkravet er tilladt, jvf. EPO afgørelsen T 68/85, der vedrørte et ukrudtsmiddel. Det blev her sagt:
functional features defining a technical result are permissable in a claim if, from an objective viewpoint, such features cannot otherwise be defined more precisely without restricting the scope of the invention, and if these features provide instructions which are sufficiently clear sufficiently clear for the expert...
Rækkevidde af de funktionelle krav er til dels behandlet i T 292/85, dér bemærkede, at man ikke kunne forlange, at varianter, som på indgivelses tidspunktet ikke var til at forudse og krævede yderligere opfinderisk idé, var dokumenteret af kravene baseret på funktionelt sprog151.

I EPO Guidelines afsnit C, 4.7 anføres det, i overensstemmelse med EPO afgørelsen T 68/85, at krav, som forsøger at beskrive opfindelsen som et resultat, der opnås, ikke er acceptable, med mindre det ellers ikke er muligt at beskrive opfindelsen fyldestgørende. Det senere afsnit 6.5 gør opmærksom på det tilfælde, hvor der anvendes funktionelt sprogbrug, og hvor man ved tolkningen af dette kommer frem til, at patentkravet vil omfatte alle måder at udføre funktionen på. I så fald skal der gøres indsigelse fra sagsbehandleren.
Det må derfor være muligt i EPO-regi at anvende krav-sprog, der svarer til det amerikanske "means-plus-function"-sprog. Der opstilles blot de krav, at opfindelsen ikke er mulig at beskrive ved hjælp af et mere præcist sprog, at opfindelsen skal kunne udføres af en sagkyndig, og at opfindelsen ikke udtømmer alle områder at udføre opfindelsen/funktionen på. Med hensyn til det mere præcise sprog giver EPO Guidelines det eksempel, hvor det er tydeligt, at der ønskes patent på en specifik ting eller et specifikt element, selvom der er brugt funktionelt sprog.
Muligheden for at udfærdige patentkrav som funktionelle krav må således også være tilstede i dansk ret, da vi jo følger EPO-praksis. Der lægges som udgangspunkt en stram linie for så vidt angår uklarheder i patentkravet. I motiverne til Patentloven 1966 siges det i bemærkningerne til §39 (tilsvarende idag) "Det må herved iagttages, at patenthaveren ikke får mulighed for at benytte sig af uklarheder i patentkravet, for derigennem at udvide patentets beskyttelse."152
Godenheim opsummerer den ideelle tilstand på området for funktionelt kravsprog som:
...ett krav som anger resultatet måste uppbäras av konstitutive element och deras inbördes forhållande, nödvendiga för att uppnå det åsyftade resultat."153

Der kræves altså strukturelle elementer for at kunne gøre et funktionelt krav gældende. Det samme er gældende i amerikansk ret og i EU-retten. Godenheim taler imidlertid for, at europæisk154 teori giver patentet mulighed for større omfang, idet det er tilladeligt, at kravene er rent funktionelle. Dette er korrekt, idet ingen af de BoA sager, som angår funktionelt sprog155, behandler denne problematik. Derimod fastslår US Guidelines afsnit V, A-2 direkte, at "means-plus-function"-sprog skal understøttes af specificerede strukturer. Det samme var tilfældet i In Re Iwahashi.
Som udgangspunkt er der altså en forskel i og med, at amerikansk praksis kræver denne omtalte spe-cificering af relevante struktur, og dette ikke er tilfældet i Europa Dermed er der åbnet en mulighed for bredere patenter i EPO. Dette udgangspunkt er genstand for flere modifikationer. For det første af, at den nødvendige reference til struktur, for computerprogrammers vedkommende, i USA kan ske ved anførsel af f.eks. hukommelse eller et logisk kredsløb. For det andet modificeres udsagnet også af det faktum, at EU har strengere krav til, hvornår et computerprogram kan karakteriseres som "as such". I USA er det nok at referere til en disk eller rom-kreds (In Re Beauregard og In Re Iwahashi) for at fjerne programmet fra "as such"-kategorien. For det tredje må det funktionelle sprog ikke udtømme alle anvendelsesmuligheder. Dette er også et krav i USA, men her er det behændigt undgået ved at fremhæve, at det kun var mulighederne for brug i computere, der var udtømt, som det var tilfældet i In Re Alappat.
Der er ingen trykte EPO-afgørelser om computerprogrammers brug af funktionelt sprog i patentkra-vene, så derfor er det endnu ikke muligt at afgrænse området på EU-plan. Spørgsmålet er, om EPO og BoA vil anerkende, at det ikke er muligt at udtrykke et patentkrav for et computerprogram på anden måde end ved funktionelt sprog og uden referencer til specifik struktur/hardware? Alle BoA-afgørelser, hvor der er meddelt et patent, involverer hardware i mere eller mindre udpræget grad, i T 110/90 (IBM-3) var der tale om, at programmet også kunne anvendes i en "general purpose" com-puter, men der var ikke anvendt funktionelt sprog.

Pamela Samuelson advarede i Manifesto156 om det tilfælde, hvor man meddelte et patent som dække-de alle måder at opnå et bestemt resultat på. Et sådant patent ville indebære en generel beskyttelse, som ville hæmme udviklingen af tilsvarende programmer. Jeg er enig med Pamela Samuelson i, at en beskyttelse på så højt et abstrakt niveau ikke er ønskelig. Men spørgsmålet er, om "Means-plus-function"-sproget og det funktionelle sprog ville give denne høj-niveau beskyttelse? Området for effekten af "means-plus-function"-sproget begrænses i USA af kravet om strukturelle relationer og af rettens modvilje til at acceptere patenter, som udtømmer en fremgangsmåde eller algoritme. I Europa har man forbuddet mod patentering af programmer som sådan og en yderligere begrænsning i kravet om teknisk effekt. Af disse grunde er disse typer kravsprog ikke så omfangsrige, som det umiddelbart kunne se ud.


Afsnit 7 : Grænsen mellem Ophavsret og Patentret på software området

Det har været diskuteret, om patentretten har en selvstændig berettigelse ved siden af den beskyt-tel-se, der gives gennem ophavsretten. For at kunne forstå om det er nødvendigt at tillade patentering af software, og i så fald at fastlægge omfanget af en sådan patentering, er det nødvendigt at definere grænsen mellem de to hovedområder ophavsret og patentret. Kun hvis man kan finde et område, som ikke er dækket af ophavsretten eller andre regelsæt, kan man begynde at overveje patentreglernes udstrækning på området for computerprogrammer.
Udgangspunktet må være at undersøge, om det i det hele taget er det samme program, de to regelsæt henvender sig til. Hvis det ikke er det samme program, der er subjekt, er det meget vanskeligt at vurdere, om der er sammenfaldende beskyttelse, eller om der er aspekter ved computerprogrammet, der helt er udeladt. Ophavsretsloven definerer ikke i lovteksten, hvad der menes med et computer-program, men konstaterer bare, at et sådant beskyttes som et litterært værk. Bemærkningerne til Lov 387/7.6.89 har dog følgende forklaring:
"Et edb-program er en række instruktioner og oplysninger fikseret i hvilken som helst form eller på hvilket som helst medium, som tilsigter direkte eller indirekte at bringe en datamat til at angive, udføre eller opnå en funktion, opgave eller bestemt resultat."157
Denne definition både adskiller sig fra og er sammenfaldende med definitionen i patentretten. Sam-menfaldet er tydeligt i sager som f.eks. Gottschalk vs. Benson158, hvor det fastslås:
"The method or program is a sequence of coded instructions for a digital computer."
Afgørelsen har relevans også i Danmark, selvom den er amerikansk, da den gennemgår flere generel-le problemstillinger. Forskellen på de to definitioner er på den anden side, at ophavsretten beskytter programmet på hvilket som helst medium, og det vil sige også computerprogrammet "som sådan". Helt grundlæggende er der ingen forskel på det, som de to regelsæt beskytter, der stilles blot forskel-lige krav til den sammenhæng, det optræder i.

En indledende grænsedragning af emnekredsen kan foretages ved at se på de regler, som eksisterer ved siden af ophavs- og patentretten, men som også omfatter og giver beskyttelse til software. Til dette område hører konkurrenceretten, varemærkeretten, mønsterbeskyttelse og aftalte retspositio-ner. Så hvis man ser bort fra de to hovedområder, er der stadigvæk en form for beskyttelse af com-puterprogrammerne. Disse områder ligger imidlertid udenfor denne fremstillings rammer.

Grænsedragningen mellem patent og ophavsret kunne umiddelbart se nem og ligetil ud: Ophavsretten retter sig hovedsageligt mod manifestet som resultat af en selvstændigt skabende indsats, dette er f.eks. den nedskrevne idés tekst eller den formede skulptur. Ophavsretten retter sig desuden i væsentligt omfang mod kunsten og det æstetiske: " Den, der frembringer litterært eller kunstnerisk værk..." står der i Ophl. §1.
En direkte modsætning findes i  patentretten, der som subjekt har opfindelsen. Denne kan i bund og grund karakteriseres som den gode idé, der er ny i forhold til det kendte, og som kan anvendes industrielt. Patentretten er rettet mod den industrielle og tekniske sfære, og kunstneriske elementer er direkte undtaget fra patentering, f.eks. i Ptl. §1, stk. 2, nr. 2.

Ved denne indledende sammenligning er der altså fundet den første fundamentale grænsepost mellem ophavsretten og patentretten: Man skal vurdere, om det, der ønskes beskyttet, er ideen eller en til-strækkelig manifestation af denne. Desuden er der også sket endnu en afgrænsning af emneom-råder-ne for de to regelsæt. Ophavsretten retter sig mod de kunstneriske åndsbørn, mens patentet ude-lukkende er orienteret i retning af det industrielle og kræver en teknisk effekt. Ophavsretten kræver ikke en "kunstnerisk effekt", selv dårlig kunst, er kunst.
Den anden grænse er altså sondringen mellem kunst og teknik.
Det er imidlertid nødvendigt at gå en smule dybere ned i det beskyttede objekt for at afstikke græn-sen yderligere.
Hverken ophavsretten eller patentretten accepterer alt som værende beskyttelsesværdigt. Begge re-gelsæt stiller krav for at tilgodese et objekt med sin beskyttelse. I ophavsretten taler man om, at manifestet skal have "værkshøjde". Ordet er et låneord fra patentretten, der taler om "opfindel-ses-højde". I begge begreber ligger kravet om nyhed i forhold til tidligere kendte værker/teknik, samt andre elementer som ikke er relevante at begrave sig i her. Indenfor ophavsretten er der generelt tale om et lavt værkshøjdekrav, idet man ikke ønsker, at der skal ske en reel kvalitetsafvejning, man ønsker ikke at skelne mellem gode og dårlige værker. Værkshøjdekravet har været omdiskuteret i dansk teori for så vidt angår computerprogrammer. Overfor hinanden står Mads Bryde Andersen og Per Håkon Schmidt. Bryde Andersen mener, at der må gælde et lavt værkshøjdekrav159, fordi com-pu-terprogrammer i Ophavsretsloven er karakteriseret som litterære værker, og for denne type værker er værkshøjdekravet lavt. Håkon Schmidt tager en anden position. Han ser værket udfra et brugskunst-synspunkt, begrundet i det faktum at software ligesom f.eks. en stol er bundet af rammer for dets udformning. På  området for brugskunst er der i teorien fastlagt et skærpet værkshøjdekrav, mens praksis syntes at være lidt mere usikker på, hvor grænsen skal trækkes160. Placeringen af soft-ware i denne kategori sker ud fra den tanke, at programmets tiltænkte funktion gør det nødvendigt at foretage denne kvalitetsvurdering161. Håkon Schmidt ønsker et højt originalitetskrav samt en snæver lighedsbedømmelse. Han siger i "Vennebog til Mogens Koktvedgaard" s.45, at:
..en ændret kode kan kun tale for, at den mulige krænker har forsøgt et selvstændigt arbejde. Hvis funktionaliteten og opbygningen i programmet er identisk kan man imidlertid ikke frifinde ham allerede af den grund.
Jeg mener, som Bryde Andersen, at dette er forfejlet. Når computerprogrammer i loven er karakteri-seret som litterære værker, er det ikke rigtigt at kigge på dets funktionalitet. Et programs funktio-nalitet kan bedst oversættes med: Hvordan programmet mest hensigtsmæssigt fungerer. En sådan dybtgående kvalitativ vurdering er ikke mulig i ophavsretten. Håkon Schmidt har dog fat i noget rig-tigt. Programmets værdi og det centrale område for beskyttelse ligger i dets funktionalitet og opfør-sel. Det ligger bare ikke for ophavsretten at definere disse som værende gode eller dårlige. I øvrigt fastlægger EF-direktivet af 14.5.91 (91/250) om retlig beskyttelse af computerprogrammer, at det eneste krav, der må stilles, er, at værket skal være originalt, altså et lavt værkshøjdekrav162. Dette smitter helt sikkert af på dansk ret, men hindres en smule af manglende EU-praksis til at fastlægge den egentlige tærskel.
Patentrettens opfindelseshøjdebegreb er direkte forudsat i Patentloven. Med ordene i §2, stk. 1 "adskille sig væsentligt" stilles et krav til opfindelsens fremskridt, eller kvalitet om man vil. Opfindelseshøjden er et objektivt krav, og vurderingen sker udfra en objektiv målestok163 fastsat ved EPKs Art. 56, det såkaldte fagmandskriterium. Opfindelsen må herefter ikke være: "Obvious to a person skilled in the art"164. Ligesom hos ophavsretten er der også her forskel på mindstekrav, for så vidt angår forskellige typer opfindelser. Her er differentieringen i høj grad afhængig af, hvor svær opfindelsen er at overskue165. Software er utroligt kompliceret, og dette kombineret med kravet om, at opfindelsen ikke må være nærliggende for en fagmand, og at opfindelsen skal være udtryk for nyhed samt have teknisk effekt, signalerer, at opfindelseshøjdens tærskel sættes højt. Dette er imid-lertid afhængig af, hvad den enkelte myndighed ligger i begreberne. Amerikanske patenter indikerer, at de amerikanske patentmyndigheder ikke kræver mange beviser for, at disse krav er opfyldt. Der citeres i ringe omfang prior art, og der afvises overraskende sjældent p.g.a. "obviousness"166. Den europæiske myndighed er noget mere tilbageholdende i udstedelsen af patenter og sætter springet i erkendelsen (inventive step) meget højt, og giver dermed en højere tærskel. Den danske patentmyn-dighed er formodentlig endnu mere tilbageholdende, idet der under flere sager fra ankenævnets praksis, fra klagers side, er henvist til, at patenter er blevet meddelt i andre lande, se f.eks. "X-Y skriver", P 9/74 omtalt ovenfor. At der er en sådan forskel fra myndighed til myndighed er meget beklagelig, idet det giver en måske for-udsi-gelig, men geografisk ujævn praksis. Desuden skal patentkravene gives den bredest mulige sproglige forståelse, ækvivalenslæren, se afsnit 6 ovenfor. Her er der, som nævnt tidligere, i teorien forskel på Europa og Amerika.

Det virker derfor umiddelbart sværere for opfinderen af en computer-relateret opfindelse at doku-mentere det spring i erkendelsen, der skal til for at overbevise en sagkyndig person om, at der fore-ligger opfindelses-højde, end det er at møde den lave tærskel, der gælder for ophavsrettens værks-højdekrav.
Den næste grænsepæl er altså de forskellige krav f.eks. opfindelses- og værkshøjden, som softwaren skal opfylde for at opnå beskyttelsen.

Det er ikke muligt at patentere et program, som blot er en meddelelse af informationer eller intel-lek-tuelle manipulationer med ord, tal, etc. Et sådant program vil dog i de fleste tilfælde kunne finde beskyttelse i ophavsretten.
Næste afgrænsningspunkt er derfor spørgsmålet, om programmet blot er udtryk for en intellektuel manipulation, der lige så godt kunne foregå i den menneskelige hjerne eller ved hjælp af pen og papir. Hvis dette er tilfældet, kan eller ønsker lovgiverne ikke at beskytte ideen via patentreglerne, idet den intellektuelle manipulation ikke er indenfor den tekniske emnekreds eller ikke kan siges at have en teknisk effekt. I sådan et tilfælde ligger ideen ubeskyttet hen (for så vidt angår ophavsret og patentret)

Analysen af computerprogrammet er ikke meget  forskellig de to områder imellem. Det må anses for sikkert, at man indenfor patentretten ser på opfindelsen i sin helhed, for så vidt angår spørgsmålet, om programmet er patenterbart. I krænkelsestilfælde ser man på de to opfindelser, efter man har borttaget kendt teknik og de elementer, som ikke kan kaldes innovative. Derefter finder man patentets omfang eller beskyttelsesområde og tager stilling til spørgsmålet om krænkelse. Dette minder lidt om den ophavsretlige prøve.
På ophavsrettens område dissekeres programmet167 ligeledes i krænkelsestilfælde. I Amerika kaldes processen "abstraction, filtration, comparison"168, og denne metode anvendes også i europæisk re-gi169. Første trin er en abstraktionstest, hvor man skelner mellem idé og manifest (eller udtryk). Dernæst sker der en filtration, hvor man sier alle de ikke-ophavsretligt beskyttede elementer fra såsom ideer, videnskabelige opdagelser, public domain etc. Sidste trin er en sammenligning af det materiale, der er tilbage, hvorefter man kan fastslå, om der er en krænkelse.
Både patentretten og ophavsretten prøver altså nyheden, men sorterer forskellige dele fra i den proces, der skal afdække det beskyttede subjekt.
Programmets funktionelle dele kan ikke beskyttes via ophavsret, da disse elementer er begrænsede af andre elementer, og derfor ikke åbner for den kunstneriske frihed påkrævet for at opnå værkshøj-de170. Et program begrænses for eksempel af hardware-krav, interoperabilitet og programeringsfor-skrifter. Dette sås tydeligt i de to amerikanske afgørelser Lotus vs. Borland171 og Computer Associates vs. Altai172. I disse afgørelser blev netop de funktionelle elementer siet fra og ikke anset for omfattede af ophavsretten. Den danske Ophavsretslovs §37 undtager kun programmets brugergrænseflade fra beskyttelse i det omfang, der er tale om kopiering til at fremme interoperabili-tet mellem program-mer173. De funktionelle elementer er dog i et vist omfang patenterbare. Lotus har bl.a. patent på menu-hierarkiet i Lotus 1-2-3174 og Corel har patent på deres "Roll-up"-menuer175. I Apple vs. Microsoft176 sagde retten, at "look and feel" beskyttelsen af Apples skærmdialog var så snæver, at der skulle være tale om identitet mellem de to programmer og ikke bare en væsentlig lighed førend  der var tale om en krænkelse. Der er in-gen danske afgørelser m.h.t. funktionelle elementers beskyttelse, for så vidt angår computerpro-grammer. Der er imidlertid utallige på området for brugskunst, her skal blot nævnes U. 69.851.H, der vedrørte udformningen af en kaffemølle. Selvom jeg ovenfor agiterede for, at computer-pro-gram-mer som helhed ikke skal anses som hørende under brugskunst som værkskategori, mener jeg dog, at man på området for beskyttelse af bruger-grænseflader kan bruge nogle af de sondringer, som hører til brugskunsten. Hanne Bender anfører, at de to værkstypers (computerprogrammer og brugskunst) bindinger til funktionelt betingede udform-ninger er forskellige, da valgfriheden er noget større for så vidt angår computerprogrammers udfor-mning177. Da programmer er begrænset af interoperabilitets-krav, hardware-profiler og generelle systemkrav, er udformningen dog i nogen grad bundet. Derfor mener jeg, at i det omfang, de funktionelle elementer er tilstrækkelig løsrevet i forhold til funktionali-teten, kan disse betegnes som selvstændige værker og er således beskyttede af ophavsretten. En sådan beskyttelse vil ikke være hæmmende for den teknologiske udvikling, da brugergrænsefladen skal "bestå" en værkshøjde-prøve.

Man kan også adskille patentretten fra ophavsretten ved, at det er muligt at krænke et patent uden viden derom, mens man ikke uden at have viden herom kan krænke ophavsretten. For at krænke en ophavsret skal der være tale om kopi, og der er ikke noget, der hedder ubevidst kopi. Dette argu-ment har været ført imod patentbeskyttelsen af computerprogrammer178. Den optimale retstilstand for enhver beskyttelse af immaterielle rettigheder er den, hvor man præcist kan fastslå, om man vil kræn-ke tredjemands rettigheder. I selve patentsystemet er der åbnet for muligheden for en revurde-ring af en opfindelse, hvis der senere fremkommer oplysninger om en tilsvarende opfindelse, som er før i tid179. Dette betyder, at en programudvikler, som har fået meddelt et patent, ligesom alle andre patenthavere ikke kan være sikker på, at det vil bestå. Da dette argument er generelt gældende for alle meddelte patenter, mener jeg ikke, at det kan anvendes som et argument imod patentering af computerprogrammer.
Sammenfattende vil den afgrænsning, som jeg har foretaget ovenfor betyde, at man må anerkende, at både ophavsretten og patentretten har en berettiget anvendelse på computerprogrammer. Begge regelsæt varetager vigtige beskyttelseshensyn, som det ville være forkert at ignorere.

7.1 Patenters indflydelse på ophavsretten

Ved indføjelsen af de specielle ophavsretlige regler for computerprogrammer, søgte man at løse de problemer mediet havde haft m.h.t. beskyttelse. Den øgede patentering har dog en effekt på disse regler. Når der meddeles et patent, får anmelderen eneret til udnyttelsen af opfindelsen180. Dette betyder, at det er forbudt at anvende et computerprogram uden licens. Det er forbudt at fremstille et eksemplar uden licens. Det er forbudt at sælge et program uden tilladelse. Det er forbudt at importere et program uden tilladelse. Dette gælder kun i erhvervsmæssigt regi, jvf. Ptl. §3, stk.2. Udover privat brug begrænser §3, stk. 2 også eneretten til at gælde primærudnyttelsen. Når en opfindelse er solgt lovligt er eneretten konsumeret (udtømt). Disse to regler betyder, at man må fremstille et eksemplar af et købt computerprogram, hvis det udelukkende er til privat brug. Denne regel minder lidt om Ophl. §12 (privat eksemplar fremstilling). Reglen om privates fremstilling af op-findelser er dog i direkte modstrid med Ophl. §12, stk. 2, nr.3, for så vidt der ikke kan siges at være tale om en kopi tilladt af Ophl. §36. En virksomhed må på den anden side ikke fremstille et ek-semplar af en opfindelse, da konsumptionsreglerne kun gælder det indkøbte eksemplar.
I det almindelige tilfælde er fremstilling, anvendelse etc. uproblematisk, idet det involverer kom-pli-ce-rede handlinger såsom produktion af apparater og lignende. En kopiering af et program, der styrer et logisk kredsløb, er ikke en hyppigt forekommende handling, og en slavisk kopi vil kunne sank-tioneres via ophavsretten. Det er derfor ikke denne type computer-relaterede opfindelser, som giver anledning til overvejelser.
Teoretisk er der intet problem, idet der er skodder mellem ophavsretten og patentretten. Programmer kan ikke patenteres som sådan. Imidlertid opstår der et problem, når praksis godtager, at program-met patenteres, når det er lagret på et fysisk medium. Der er ikke tale om, at programmet patenteres som sådan, det er blot grænsen for, hvor tætte relationer programmet skal have til et fysisk medie, der er flyttet. I tilfældet hvor programmet, som i In Re Beauregard181, kun har relationer til eller er lagret på en disk, opstår der imidlertid problemer. Her er der for brugeren ingen forskel på et patenteret program og et program, der "kun" nyder ophavsretlig beskyttelse. Opfindelsen er ikke umiddelbart synlig, men er let at fremstille. Hvis man følger patentreglerne, kræver virksomhedens anvendelse ikke tilladelse, denne brug er hjemlet i konsumptionsreglerne. Sikkerhedskopiering er forbudt, da det er eksemplarfremstilling. Alle disse brug af programmet er ikke desto mindre tilladt i ophavsretten. Her må programmet videresælges og anvendes, og der må fremstilles kopier, hvis de er nødvendige for benyttelsen, når værket først er lovligt konsumeret også i erhvervsmæssige forhold. Således kolliderer patentret og ophavsret, hvis man som i USA accepterer programmets lagring på en disk som hørende til den patenterbare sfære.
Ydermere vil det i In Re Beauregard-tilfældet betyde, at der ikke må fremstilles eksemplarer af kilde-koden for at skabe interoperabilitet mellem to programmer, også kaldet dekompilering. Dette er tilladt jvf. Ophl §37, stk.1 og  den amerikanske Title 17, §117. Det er kun i amerikanske forhold, at man er gået så vidt som i tilfældene In Re Beauregard og In Re Lowry. I Europa ville patenterne ikke være blevet meddelt, og problemet i forhold til ophavsretten vil ikke opstå. Mod det argument, at man ikke kan fremstille kildekode eksemplarer uden at krænke et underliggende patent, kan man fremføre, at fremstilling af kildekode for at skabe interoperabilitet ikke er eksemplarfremstilling. Retten sagde i Sega vs. Accolade182:
The decompilation takes nothing away from the patentee unless and until the protected invention is used in another product, just as it takes nothing away from the copyright owner until protected expression is used in another product.
Dette udsagn, mener jeg, kan have sin rigtighed. For at der er tale om ulovlig anvendelse af et pro-gram, skal brugeren fratage rettighedshaveren noget. I tilfælde af dekompilering til interopera-tio-nelle formål fratages rettighedshaver intet, som er tilsikret ved meddelelsen af et patent. Patentet sikrer programmets/opfindelsens idé og funktionalitet indenfor kravsprogets rammer. Ved dekompilering borttages ingen af de to. I stedet adopteres en del af computerprogrammets kode. Denne del er uaf-hængig af idéen, idet den er baseret på andre faktorer, bl.a. programmørens dygtighed, programmets egen interoperabilitet og sproglige muligheder. Patent på et computerprogram fører derfor ikke til en konflikt med ophavsrettens regler om dekompilering.

Hvis man i Danmark tillader patentering af computerprogrammer i samme omfang som i USA, vil det betyde, at Ophl. §36, nr.3 også vil være mindre relevant. Ophl. §36, stk. 1, nr.3 giver program-inde-haveren ret til at foretage en såkaldt "black box"-procedure for at fastslå hvilke ideer, der ligger til grund for programmet. Dette vil ved en patentering kunne læses udfra patentansøgningen, der i mange tilfælde vil indeholde dokumentation i form af programlinier, algoritmer, metoder og lignende. I Danmark og Europa vil patenterne også have en effekt på denne regel i ophavsretsloven og mindske dennes betydning. Dog vil effekten ikke være nær så stor, da programmet ikke står alene, men som regel ses i forhold til  relevant apparatur183.

Sammenfattende kan man sige, at i selve deres beskyttelsesobjekt retter ophavsretten og patentretten sig mod forskellige aspekter. Derfor kan de to regelsæt udemærket eksistere side om side. De to regelsæt kan udemærket anvendes og bliver anvendt på samme objekt, et computerprogram, men de beskytter i det store hele forskellige elementer af dette. Kun for så vidt der er tale om, at programmet udelukkende er udtryk for intellektuelle manipulationer, ligger ideen ubeskyttet hen. I dette tilfælde er ideen umulig at beskytte af et patent, og ophavsretten er utilstrækkelig, da den kun beskytter manifestet. Kildekoden kan omskrives og samme funktionalitet opnås ad anden vej. Softwareudvikle-ren vil kunne iagttage konkurrenter udbyde et "identisk" program, som han ikke kan retsforfølge184. Der vil evt. kunne være tale om en beskyttelse via konkurrence- eller varemærkeregler, men disse beskytter ikke ideen. Efter disse regelsæt er det kun programmets ydre fremtoning og muligheden for (for)brugerens forveksling af to varer, som reguleres. Der er altså tale om en mængde know-how, som ikke er beskyttet, samtidig med at disse informationer, som det er typisk for computer-programmer, ligger tæt på grænsefladen og er nemt tilgængelige. Området for denne type pro-grammer er svært at overskue. Meddelelser af informationer, som ikke kan patenteres, vil være mulig at beskytte dels på kildekodeniveau og dels på tekstniveau185. Det vil sige beskyttelse efter Ophl. §1, reglen om samleværker (§5), reglerne om lyd og billede optagelser (§§66-67) eller katalogreglen (§71). Et program af denne type vil oftest være et multimedieværk. Intellektuelle manipulationer kan ikke patenteres. IBM-1 og 2186 blev af EPO anset for at være rene intellektuelle manipulationer, og kunne derfor ikke patenteres. Kildekoden kunne i dette tilfælde omskrives, og dermed stod man tilbage med en idé, som ikke var beskyttet. Per Håkon Schmidt er som nævnt ovenfor fortaler for, at man også skal sammenligne programmernes struktur, og dette synspunkt synes at udjævne oven-nævnte problem ved at stille større krav til det "krænkende" program. Dette synspunkt fordrer imidlertid, at man kræver, at computerprogrammer skal opfylde værkshøjdekrav, som ligner brugs-kunstens. Som sagt ovenfor mener jeg ikke, at der er nok, der taler for dette synspunkt.
I det omfang funktionelle elementer er løsrevet fra programmets bundne udformning, kan disse elementer både være omfattet af ophavsret og patentret. Selvom dette er tilfældet, er der dog ikke på dette punkt tale om en "dobbelt" beskyttelse. Patentretten er stort set ligeglad med udformningen, men ser på, om en potentiel krænker kan omfattes af det udstedte patent, og det uanset om opfindelsen er blå eller gul. Ophavsretten er modsat stort set ligeglad med funktionaliteten, men vurderer, om der er tale om en krænkende efterligning af manifestet.
På den positive side er det bestemt en fordel, at både patentretten og ophavsretten har det samme udgangspunkt i undersøgelsen af et krænkelsestilfælde. Der ses i begge systemer på programmet som en helhed, efter der er foretaget en analyse. Analysen er for de to regelsæt forskellig, dette må være en selvfølgelighed, da en sådan skal undersøge vidt forskellige sider af programmet.


Afsnit 8 : Hvem patenterer hvad?

Denne opgave har til formål at analysere patentering af computerprogrammer. For at vise emnets bredde og aktualitet vil det følgende afsnit behandle fakta i form af statistik på softwareområdet. Tallene er erhvervet gennem en amerikansk konsulent, Greg Aharoian, der formentlig er en af de personer, der har med størst kendskab til softwarepatenter. Mr. Ahorian var bl.a. indbudt til at kommentere forslaget til US Guidelines, omtalt i afsnit 2.3. Tallene er relevante, selvom de udelukkende stammer fra USA, da det amerikanske marked er det største m.h.t. udvikling, pro-duktion og salg af software. Et patent på et computerprogram er derfor mest nyttigt, hvis det meddeles i eller med virkning for USA.

Området for softwarepatentering har haft en nærmest eksplosionsagtig vækst i USA:
Antal af meddelte computer-relaterede patenter
              1997      11000 (Anslået)
              1996      9000  (Anslået)
              1995      6100
              1994      4500
              1993      2400
              1992      1600
              1991      1500
              1990      1300
Fra 1990 til 1995 steg antallet af softwarepatenter med 22%, men i tiden mellem 1995 og 1996 var der på et enkelt år en stigning på 67% (hvis det anslåede tal holder). Dette indikerer klart, at det er et område, som programudviklere ikke kan se bort fra. Som Adobe sagde til høringen om de nye US Guidelines: Vi er imod patentering af software, men vi kan ikke undlade at søge patenter selv, da vi ellers vil være truet på livet. Det er tydeligt at fra at have været en niche, er softwarepatentet blevet  et af de nye hovedområder for patentering. At praksis i USA forhåbentlig har fundet et nogenlunde fast leje, kan også have betydning. En virksomhed er nu i langt højere grad i stand til at forudsige, om en patentansøgning vil blive accepteret eller ej. Derfor søger også langt flere at patentere deres software, idet de ikke længere kan imødese en lang og bekostelig kamp gennem patent- og rets-system.
Antallet af meddelte computer-relaterede patenter er anslået til at være dobbelt så stort i Japan, der har en tilsvarende liberal linie overfor softwarepatenter187. Tallene følger dog stort set samme vækst-kurve.
Et af argumenterne for ikke at tillade patentering af computerprogrammer har altid været, at denne immaterialrettens stærkeste eneret vil monopolisere software-industrien, så nogle få store virksom-heder sidder med alle rettighederne. Modargumentet har dernæst altid været, at softwareindustrien altid har været præget af små innovative virksomheder, som på nogle få måneder kunne være mil-liar-der værd. Apple og  internetfirmaet Yahoo188 er gode eksempel herpå. Statistikken støtter dog det første argument. Udfra bilag 9 er det tydeligt at se, at de virksomheder, der modtager flest patenter, er branchens største, og derfor sidder disse virksomheder på de fleste enerettigheder. Man kunne anføre, at det ikke er antallet af patenter, men patentets bredde og dækning der er vigtig, og at et lille firma kan eje et enkelt patent, som er milliarder værd. Dog mener jeg, at bilag 9 sammenholdt med det faktum, at en patentansøgning kan koste mange tusinde dollars eller kroner, som de små firmaer ikke har, taler for, at der faktisk sker en skævdeling i og med, at de store sidder på de fleste patenter. Hvis et lille firma sidder på et værdifuldt patent, er industrien også så grovkornet, at de som regel opkøber det lille firma, og dermed også dets enerettigheder. Et godt eksempel på dette er Microsofts opkøb af 15% Stac-aktier. Microsoft havde lige umiddelbart forinden tabt en retssag, der drejede sig om en krænkelse af Stac´s patent på disk-kompression, og derfor skulle Microsoft betale 120 mio. $ i erstatning. Samtidigt med opkøbet indgik de to virksomheder en licensaftale, der reelt gav Microsoft en nærmest monopolagtig stilling på området.

Det er også interessant at se, hvilke nationaliteter patenterne går til. Bilag 10 viser tydeligt, at USA og Japan dominerer det amerikanske patentområde med i alt 89% af de udstedte patenter.

I mange år var det hardwareproducenterne, der dominerede på området for softwarepatenter. Dette var formodentlig tilfældet, fordi de havde lettere ved at påvise, at programmets anvendelse og effekt var patenterbar. Da udviklingen går imod et bredere spektrum af softwarepatenter, er de store soft-warefirmaer efterhånden også begyndt at blande sig med de firmaer, der får tildelt flest softwa-repatenter. Fra 1995 til 1997 er Microsoft gået fra at være nr. 24 til at være nr. 8 på listen over firmaer med flest tildelte patenter. Dette er et udtryk for, at grænsen for den patenterbare emnekreds flytter sig. Med sager som f.eks. In Re Beauregard189 og In Re Iwahashi190, der citerer hukommelse (henholdsvis disk og ROM-enhed) som eneste "hardware", er denne tendens også til at spore i praksis.
Den slags computerprogrammer, der har optrådt i patentsager siden Diamond vs Diehr, har også ændret karakter. Fra computerprogrammer anvendt i en proces (f.eks. en vulkaniseringsmaskine), er det nu programmer anvendt i en computer, der patenteres. Programmer der tidligere var blevet afvist med en henvisning til, at der ikke kunne patenteres programmer som sådan. Bilag 11 viser de kategorier, som softwarepatenterne falder i. Selvom der stadig er overvægt af patenter, der højst sandsynligt direkte har en hardware eller anden strukturel relation, optræder der flere og flere pa-ten-ter i kategorier som "Image processing"191, "Databaser", "Underholdning", "Word-processing" og "Internet". Der kan således ses en tendens til, at computerprogrammerne i højere grad hviler i sig selv og støtter sig mindre til fysiske elementer. Dette stemmer overens med praksis, hvor program-mer som f.eks. det omdiskuterede Beauregard-program192 (hvis tekniske effekt var udfyldning af polygoner i et virtuelt miljø) har spillet en stor rolle. Også dette signalerer, at området for patentering af computerprogrammer er ekspanderet, i hvert fald i USA.

Dette afsnit skal bruges til at vise, at området for computerprogrammers patentering er i rivende udvikling. Denne udvikling kan kun betegnes som fornuftig, hvis den er kontrolleret af uniforme regler og en jævn fortolkning af disse regler. Det vil sige, at enten skal USA og Japan begrænse deres patentering, eller så skal Europa og andre udvide deres område. Set i lyset af TRIPPS og loven om halvlederes beskyttelse er det sidste nok mest sandsynligt. Loven om halvlederes beskyttelse blev ud-formet efter amerikansk forbillede og under amerikanske trusler om handelskrig.


Afsnit 9 : Konklusion

Computerprogrammer kan ikke patenteres som sådan. Det siger den danske patentlov, og det mener teorien stadig i nogen udstrækning. Grænsen for begrebet "som sådan" er tillagt forskellig udstræk-ning mellem de tre retssystemer beskrevet i denne opgave, og grænsen har flyttet sig over tiden. I takt med at man i højere grad begyndte at anerkende, at computerprogrammer kunne være innovative og ikke bare kønne at kigge på, ændredes tilgangen til mediet. Det er dog først i de se-neste par år, det er blevet helt klart, at computerprogrammet ikke bare er et sekundært trin i en ellers patenterbar opfindelse. Computerprogrammet besidder innovative muligheder, som ligger iboende, men ikke nødvendigvis latente i fysiske elementer så som i en kopimaskine eller computer. Anerkendelsen af, at det innovative kan ligge i en god idé, som er implementeret i et konkret program, har været en hård fødsel. Sandsynligvis fordi computerprogrammet fjerner det traditionelt håndgribelige i opfindelsen.
Et godt formuleret patentkrav balancerer altid på en knivsæg, hvor den ene side er ønsket om det bredest mulige patent, beskyttelse af ideen i den højest mulige abstrakte form. På den anden side accepteres kun patentkrav, som er tilstrækkelig præcise i deres begrænsning af opfindelsens omfang. Dette er gældende for alle typer af opfindelser. Software er også begrænset af denne balancegang. Problemet med software har været, at et program set alene kan virke uhåndgribeligt. Det er formo-dentlig derfor, der har været og stadig er modstand mod patentering af computerprogrammer. Hvis man ser på de overvejelser, retspraksis har gjort sig gennem tiden, er det tydeligt, at der har været en nærmest konstant bevægelse mod mindre restriktive regler for patentering af software. Denne bevægelse er drevet af en stadig større forståelse af emnekredsen, og ikke mindst af forståelsen af konsekvensen af at forblive ved status quo.
Hvis man, som det har været tilfældet i USA, begynder at acceptere patenter, som er rettet mod resultatet i stedet for specifikke udnyttelser, vil man nå en beskyttelse på et højere abstraktionsni-veau. Denne beskyttelse vil give en generel beskyttelse af programmets opførsel eller rettere alle måder at opnå programmets opførsel på. Dette niveau vil imidlertid være en for bred beskyttelse, som vil hæmme udviklingen og bidrage til en høj grad af monopolisering. Hvis man går i den modsatte grøft og undtager patentering af computerprogrammer, vil man ikke beskytte ideen tilstrækkeligt. Man ville stå i samme situation som ophavsretten: En konkurrent vil kunne producere et produkt, som er nærliggende og en markeds substitut uden at krænke udviklerens program-rettig-heder.

Forbuddet mod patentering af computerprogrammer i Ptl. §1, stk. 2, nr. 3 er stadig udgangspunktet. Men i stedet for at stirre sig blind på forgangne tiders krav om forandring af fysiske elementer, bør man tage computerprogrammets natur i betragtning. Computerprogrammer manipulerer uhåndgribe-lige størrelser, der ikke nødvendigvis er af intellektuel karakter193. Hvis et program løser et teknisk problem, bør det ikke afvises, blot fordi der ikke er en fysisk effekt. Et program, som løser de problemer, som opstår mellem computerens styresystem og applikationsprogrammerne, løser et lige så teknisk problem, som det program, der beregner bremsetiden i en bils ABS-bremsesystem. Be-greberne "teknisk problem" og "teknisk effekt" er ikke anderledes for computerprogrammer, end de er for andre opfindelser, løsningerne er blot mindre håndgribelige. Dette er det vigtigste, man kan lære fra sager som In Re Beauregard og faktisk også Vicom. Når man er færdig med at fremhæve computerprogrammer som en unik kategori indenfor immaterialretten, er det vigtigt at fastslå, at computer-relaterede opfindelser faktisk også på mange måder er helt almindelige. Computerpro-grammer har samme træk som andre opfindelser, det er blot mediet, som er anderledes. Måske netop derfor bør man udstrække patentbeskyttelsen til også at omfatte computerprogrammer.
Samtidigt synes jeg, man kan finde gode overvejelser i både EPO-afgørelserne, de danske Patentan-kenævnsafgørelser og især den svenske afgørelse fra 1990. Sidstnævnte har også den vigtige pointe, at den klarlægger forholdet mellem EPO og nationale patentmyndigheders praksis. Herefter kan den harmonisering som skal ske mellem EU og national fortolkning af Art. 52 og dennes nationale implementeringer udemærket foregå uden lovændringer.

Forholdet til ophavsretten

Denne opgave har vist, at hvis man alene anvender ophavsretten til beskyttelse af et computerpro-gram, vil man udelade vigtige elementer. Man ville få et tilsvarende resultat, hvis man kun anvendte patentretten til at beskytte computerprogrammer. Hvis man anvender de to regelsæt samtidigt og sideløbende, vil man få en beskyttelse af programmet, som er næsten optimal. Beskyttelsen vil udstrække sig fra en implementering af den gode idé (med teknisk effekt) og over ligeartede opfindelser til  kopiering af elementer eller værker i programmet. Anvendelsen af flere regelsæt på ét subjekt er ikke problematisk i det omfang, der ikke er overlappende områder. Ophavsretten kunne derfor passende anvendes som en målestok for, hvor langt man må udvide området for patentering af computerprogrammer. Området må nødvendigvis stoppe der, hvor ophavsretten begynder. Hvis man går længere, vil man få modstridende regler på områderne for konsumption, anvendelse og eksem-plarfremstilling. Den stærke enerets indtrængen på ophavsrettens område er uheldig allerede fordi, de to regelsæt har fundamentalt forskellige grundlag.


Forkortelser


BoA: Board of Appeals

CAFC: Court of Appeal for the Federal Circuit

CCPA: Court of Coustoms and Patent Appeals

CLS: The computer law and security repport

EPK: European Patent Konvention

EPO: European Patent Office

F.2d: Federal second, domme fra Federal Circuit

Komm-Ptl.: Kommenteret Patentlov

Ophl: Ophavsretsloven

Ptl.: Patentloven

USPTO: United States Patent and Trademark office

USPQ: United States Patent Quarterly




1 Denne dualistiske natur blev bl.a. bemærket i Computer Associates vs. Altai, 982 F.2d 693 (2d Cir. 1992)

2 Terminologien brugt i Manifesto, s.2342,fra 1994, men først fremlagt af Theodor H. Nelson i "Literary machines" fra 1983

3 Sidste eksempel brugt af Ditlev Schwanenflügel i "Softwarepatentet"

4 Article 1 section 8, 8, i den amerikanske forfatning

5 Se om dette afsnit 4

6 Kewanee oil Co. vs. Bicron Corp, 416 US 470

7 Domstolene har endda flere gange forsøgt at få kongressen til at regulere området.

8 In Re Abrams 89 USPQ 266, CCPA 1951

9 Nu Court of appeals for the federal circuit

10   Se afsnit 5.3

11 In Re Musgrave, 431 f.2d s. 893, 167 USPQ s. 289-90

12 Gottschalk vs. Benson, 409 US 63

13 Jeg vil ikke gå ind i en teknisk forklaring af det omtalte program, men en sådan kan findes hos Schwanenflügel s.16

14 409 US 72

15 O´Reilly vs. Morse 56 US 62, s.626, 1854

16 Telephone cases 126 US 1, 534-539, 1887

17 In Re Chatfield, 545 f. 2d 156, CCPA 1976

18 Parker vs. Flook 437 US 584

19 437 US 582, s.590

20 In Re Freeman, 573 f.2d 137, CCPA 1978

21 In Re Walter, 618 f.2d 758, CCPA 1980

22 618 f.2d 758, s.768

23 Diamond vs. Diehr, 450 US 75

24 450 US 188

25 450 US 191-193

26 450 US 207-211

27 In Re Abele, 684 f.2d 192, CCPA 1982

28 684 F.2d 192, s.195

29 Warmerdam(note 65), Schrader (note 45), Arrythmia (note 32)

30 In Re Iwahashi, 888 f.2d 1370, CAFC 1994

31 se dog omtalen af In Re Beauregard nedenfor

32 Arrythmia Resarch Technology vs. Corazonix Corp., 22USPQ 678, CAFC 1992

33 In Re Donaldson, 29 USPQ 2d 1845, CAFC 1994

34 In Re Alappat, 31 USPQ 2d 1545, CAFC 1994

35 "means-plus-function" -sprog er reguleret af 35 US §112, og betyder at patentkravene kan formuleres som en måde at opnå en funktion på, uden at komme med specifikke henvisninger. Nærmere beskrevet i afsnit 6

36 Hvis man havde anvendt US Guidelines ville man formodentlig være kommet frem til et andet resultat, se mit afsnit om US Guidelines afgrænsning af det patenterbare område, afsnit 2.3

37 In Re Donaldson, 29 USPQ 2d 1845, CAFC 1994

38 In Re Trovato, 33 USPQ 2d. 1194, CAFC 1994

39 In Re Beauregard, 53 F.3d 1583 (fed. cir. 1995)

40 Patent 4962648, vedlagt som bilag 8

41 se afsnit 2.2.6

42 Civil action, 94-11344-PBS, US Dist. Court of Massachusetts, 26 marts  1996

43 se note 32

44 dommens afsnit III, f

45 In Re Schrader, 22 F.3d 293, CAFC 1994

46 In Re Lowry, 32 USPQ 2d. 1031, CAFC 1994

47 Forudsat i f.eks. In Re Gulack, 217 USPQ 401, CAFC 1983

48 Patentet vedlagt som bilag 4

49 pat. no. 4405829

50 for en gennemgang og forklaring af public key kryptering, se Mads Bryde Andersen, Lærebog i Edb-ret s.111ff

51 pat. no. 4528643

52 pat. no. 4662635,  Video game with playback of live events. Vedlagt som bilag 5

53 Baker vs. Selden 101 US 99, 1879

54 In Re Russel, 48 F.2d 668, CCPA 1931

55 Corpus Juris Secundum, Vol. 69 s.178.

56 Se note 18

57 Se note 45

58 Se note 34

59 Se note 65

60 Se note 46

61 Se note 38

62 Se note 39

63 "Guidelines for computer-related inventions", 61 Fed. Reg. 7478 (1996)

64 In Re Abele og Arrythmia Resarch Technologies Vs. Corazonix Corp.

65 Se også In Re Warmerdam, 33 f.3d 1354 s.1358,  31 USPQ 1754 (fed. Cir. 1994)

66 se. Fx Rubbertip Pencil Co. vs. Howard, 87 US 498, 507 (1874)

67 Se fx Telegraph Co. vs. Radio Corp. Of America, 306 US 86, 94 (1939)

68 Se evt. In Re Warmerdam

69 Et computerprogram vil for mig at se, få meget svært ved at passe ind i denne sidste kategori

70 O´Reilly vs. Morse 56 US 15

71 Her henviser US Guidelines til Cochrane vs. Deneer, 94 US 780, s. 787-88 (1877) samme sted citeres også i Diamond vs. Diehr.

72 Som i Schrader, 22 f.3d s.293-94, 30 USPQ2d s.1459

73 Som Warmerdam, 33 f.3d s.1360, 31 USPQ2d s. 1759

74 US Guidelines, afsnit II.A

75 In Re Musgrave, 431 f.2d s. 893, 167 USPQ s. 289-90

76 se note 42

77 se note 34

78 In Re Hayes Microcomputer Litigation, 982 F.2d 1527, (Fed. Cir. 1992)

79 CLR Vol.23, 4.june.1996, s.548

80 In Re Walter, 618 F.2d 758 (CCPA 1980)

81 Aftale om EF Patenter udfærdiget i Luxemburg, 15 dec. 1989, EFT L 401 af 30.12.89

82 Danmark er en af de syv lande som har ratificeret Luxemburg konventionen.

83 Koktvedgaard anfører at EF-patentet formentlig skal revideres, før flere lande tilslutter sig.

84 samt Monaco, Schweiz og Liechtenstein.

85 se Schwanflügel,  s.39-40

86 T 208/84

87 450 US 75

88 409 US 70

89 Præmis 16, 2.afsnit

90 89 USPQ 266, CCPA 1951

91 Dvs. en egentlig afgrænsning af omfanget af forbuddet i Art. 52

92 Diamond vs. Diehr, 450 US 75

93 T 26/86

94 Præmis 3.3 in fine

95 437 US 584

96 Schwanenflügel, s.52

97 89 USPQ 266, CCPA 1951

98 In Re Abrams, 89 USPQ 266, CCPA 1951

99 T38/86, præmis 15

100 T 208/84

101 Præmis 4

102 Court of Appeal judgement 6.3.97, refereret i CL&S rapport 97/4, s.269

103 se note 8

104 Endnu ikke trykt.

105 EPO Guidelines ´78, kap. 4, afsnit 2.1

106 In Re Bernhard,

107 In Re Chatfield, 545 f.2d 156, CCPA 1976

108 Se afsnit 2.2.2-2.2.3  for beskrivelse af denne.

109 f.eks. 94 US 780, Cockrane vs. Deneer

110 T 22/85

111 In Re Alappat, 31 USPQ 2d 1545, CAFC 1994

112 Kom (96) 568, af 20.11.96

113 Kom (97) 314 endelig udgave, Bruxelles 24.6.97

114 Japanese Patent Office

115 En bit er den mindste enhed i computersprog. En bit har en værdi på enten 0 eller 1

116 O´Reilly vs. Morse 56 US 62, se afsnit 2.2.2 ovenfor.

117 Koktvedgaard, Lærebog i immaterialret. s.171-172

118 Eller nærmere i overensstemmelse med...

119 Det modsatte er tilfældet i Sverige, Regäringsrättens dom 13.juni 1990 (NIR 90.488) refereret nedenfor i afsnit 4.2.4

120 Bem. til det 2.12.77 gennemførte forslag til lov omændring af Ptl. FT 1977-78 tillæg A, sp. 1953-2074.

121 supra n.4, sp.2014

122 Komm.-PTL. s.78

123 In Re Abrams 89 USPQ 266, CCPA 1951

124 Diamond vs. Diehr, 450 US 75

125 Gottshalk vs. Benson  409 US 63 & Parker vs. Flook 437 US 584

126 Komm-Ptl. S.78

127 P9/74, s.7

128 In Re Musgrave, CCPA 1970

129 In Re Chatfield, 545 f. 2d 156, CCPA 1976

130 P20/78, s.9

131 T 26/86

132 Citat fra Teknologi og immaterialret, s. 292

133 T 38/86

134 Flugkostenminimerungen, Computer und recht 86/325, s.328

135 se note 23

136 P 11/77, s.1

137 Civil action, 94-11344-PBS, US Dist. Court of Massachusetts, 26 marts  1996, beskrevet i afsnit. 2.2.4 ovenfor.

138 Jeg har ikke læst ansøgningen så jeg kan ikke vurdere om det er tilfældet.

139 Refereret i NIR.90.486

140 Svarer til det danske Patentdirektorat.

141 Patent nummer 5.241.671, omtalt ovenfor i afsnit 2

142 TRIPPS: Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights, 1.1.1995

143 GATT ændrede senere navn til WTO

144 Koktvedgaards ord, Lærebog  i immaterialret s.239

145 Koktvedgaard bruger et eksempel hvor man erstatter et rem træk, med tandhjul.

146 Teknologi og immaterialret s. 291

147 In Re Iwahashi, 888 f.2d 1370, CAFC 1994

148 In Re Alappat, 31 USPQ 2d 1545, CAFC 1994

149 Læs mere om dette i Koktvedgaard, Lærebog i immaterialret, s.235 og hos Godenheim, Patentsküddet, s.152

150 Se f.eks. T 150/82

151 Dette er tilsyneladende cfr. EPO Guidelines C. 6.5

152 Kan funktionelt sprog karakteriseres som "uklarheder"? Formentlig kun i det omfang at der kunne anvendes et mere    præcist sprog, og at et sådant ikke ville begrænse opfindelsens formål.

153 Godenheim, s. 141

154 Godenheim henviser til tysk ret, men da "faderen" til EPK er tysk, og EPO praksis meget tysk præget og tysk patentret har været toneangivende på mangemåder i europæisk regi, antager jeg, at samme retstilstand er gældende i EU som helhed.

155 Se f.eks. T 238/88, T 292/85 og T 68/85

156 s. 2345

157 Folketings Tidende, tillæg A, årgang 1988-89, s.3210

158 Gottschalk vs. Benson, 409 US 63

159 Mads Bryde Andersen, Lærebog i edb-ret, s.299ff

160 Jvf. Tripp-Trapp stolen (utrykt VLD 19.1.94 (B 817.92)) + Langeliniebestik U.61.1027.H, cfr. Bamse & Kylling + Koktvedgaard s. 69

161 Per Haakon Schmidt, Teknologi  & immaterialret, s.211f

162 Direktivets art. 1 (3)

163 Koktvedgaard, s. 219

164 Nærmere forklaret i EPO Guidelines C, IV, 9.3

165 Koktvedgaard, Lærebog i immaterialret, s. 221

166 Svarer til det danske " ikke nærliggende"

167 Apple vs. Microsoft &H.P.35 F.3d 1435, (1994), kan ses som sammenlignende programmerne i deres helhed.

168 Se f.eks. Computer Associates vs. Altai, 982 F.2d 693, 23 USPQ 2d 1241 (1992)

169 U.93.17.V/Ø, Tipsdommen, men der er ikke en tydelig linie for analysen, som den lagt i Amerika

170 Hanne Bender, EDB-rettigheder s.77

171 Lotus vs. Borland, 49 F.3d 807 (1st Cir. 1995)

172 Computer Associates vs. Altai, 982 F.2d 693, 23 USPQ 2d 1241 (1992)

173 Hanne Bender, EDB-rettigheder, s.84f

174 se vedlagte bilag 6

175 se vedlagte bilag 7

176 Apple vs. Microsoft &H.P.35 F.3d 1435, (1994)

177 Hane Bender, EDB-rettigheder, s.84

178 Computer law & security rapporter 96/2, s.88

179 Ptl. §53

180 Nærmere beskrevet i Ptl. §3

181 In Re Beauregard, 53 F.3d 1583 (fed. Cir. 1995)

182 Sega vs. Accolade,977 F.2d 1510 (9th Cir. 1992)

183 Vicom-programmet havde en effekt på et billede. IBM-3 havde en effekt på dokumentets form.

184 Koktvedgaard kalder dette "ophavsrettens styrke og svaghed", Lærebog s.81, da det hverken beskytter algoritme/idé og heller ikke kvæler udviklingen ved en monopolisering.

185 Som det budskab eller den tekst der meddeles.

186 T 38/86 og T 854/90

187 Det skal dog tilføjes at japanske patent ansøgninger traditionelt er kortere med få krav i hvert patent. Derfor måske flere patenter.

188 Et af de første firmaer som udviklede internet-søgemaskiner.

189 In Re Beauregard, 53 F.3d 1583 (fed. Cir. 1995)

190 In Re Iwahashi, 888 f.2d 1370, CAFC 1994

191 medgivet at der også her kan være strukturelle relationer, som i f.eks. Vicom.

192 Patent vedlagt som bilag 8.

193 Computerprogrammer er som sagt i indledningen dualistiske, idet de besidder både kunstfærdige kvaliteter, så som den skrevne tekst og nyttige kvaliteter, så som problemløsning.

Tux was here

 
Forside   Tilmelding   Postarkiv   Oversigt   Kalender   Søg

 
 
Henvendelse vedrørende websiderne til <www_admin>. Senest ændret 2004-03-07, klokken 21:25
Denne side vedligeholdes af Peter Toft .